Klima, kvinder og ægteskab. Det er tre temaer, der præger NORD Nordisk Litteraturfestival, når den for fjerde gang finder sted fra den 13.-14. september på Kulturværftet i Helsingør.
Er samtidslitteratur fremtidslitteratur? Hvordan kan man skrive om både den vanskelige og eftertragtede institution, som ægteskabet er? Og hvilke forestillinger ligger der indlejret i sproget, når det handler om vores køn?
Disse spørgsmål, og mange flere, bliver belyst, når NORD i år præsenterer en lang række forfattere fra Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island og Grønland:
Helene Uri, Jonas Hassen Khemiri, Kaspar Colling Nielsen, Kristín Eiríksdóttir, Carolina Setterwall, Sjón, Peter Øvig Knudsen, Kathrine Marie Guldager og Jessie Kleemann er blandt forfatterne på årets festival.
NORD vægter slægtskabet mellem de nordiske lande, og med et stenkast til Sverige er det vigtigt for NORD, der holder til på Kulturværftet i Helsingør, at sammentømre forholdet landene i mellem gennem litteraturen.
Men det er ikke kun lighederne og de tætte bånd, der hyldes, det er i høj grad også nuancerne og mangfoldighederne landene i mellem, der undersøges.
Programmet for de to dage består af samtaler, interviews, oplæsninger og performances. Undervejs bliver man blandt andet præsenteret for fem af de indstillede forfattere til dette års Nordisk Råds Litteraturpris, og så uddeles P.O. Engqvist-prisen til en ”yngre forfatter der er på vej ud i Europa.”
Vigdis Hjorth, Klas Östergren og Merete Pryds Helle er blevet inviteret til hver især at fortolke et af Henrik Ibsens klassiske værker, og de tre nye bud er samlet i en roman-trio, der bler præsenteret for første gang under festivalen.
Festivalen rundes af lørdag aften med afholdelsen af de nordiske mesterskaber i Poetry Slam.