De norske forlag er kommet stærkt fra land i de første seks måneder af 2024.

Den norske forlagsforening har offentliggjort de norske forlags indtægter for det første halvår af 2024.

Her kan man bl.a. læse, at forlagenes streamingindtægter stiger fra 163 mio. norske kroner (nok.) til 196 mio. nok., hvilket svarer til en stigning på hele 20,5% i forhold til samme periode sidste år.

Værd at bemærke er det, at antallet af aflytninger “kun” stiger med 11,4%, hvilket vil sige, at forlagenes indtægter pr. aflytning stiger. Ifølge Bok365’s beregninger gør udviklingen, at den gennemsnitlige indtjening går fra 27 nok. til 30 nok. Hertil skal man huske, at den norske boglov gør, at forfatterne er garanteret mindst 11 nok. pr. aflytning.

Selvom der er god fart i forlagenes streamingindtægter, så er det stadig indtægterne på de fysiske indbundne udgaver, der står for den største del af forlagenes indtjening med 286 mio. nok..

Overordnet har det første halvår været rigtig fint for de norske forlag, hvor det kun er fysiske lydbøger og styksalg af digitale lydbøger, der ikke vækster i antal og indtjening.

I alt har tjent 627 mio. nok. i de første seks måneder af 2024, hvilket er en vækst på 9,4%. Ligeledes stiger antallet af solgte bøger fra 4,12 mio. styk til 4,17, hvilket svarer til 1,2%.