“Norwegian Wood” er et af Beatles’ mere stille og vemodige numre. Det er næppe helt tilfældigt, at den ekstremt musikkyndige stjerneforfatter Haruki Murakami har valgt sangen som den røde tråd i sin melankolske kærlighedsroman af samme navn. Melankolsk, ja, men også sitrende erotisk. Der er flere og mere eksplicitte sexscener i “Norwegian Wood”, end jeg […]
“Norwegian Wood” er et af Beatles’ mere stille og vemodige numre. Det er næppe helt tilfældigt, at den ekstremt musikkyndige stjerneforfatter Haruki Murakami har valgt sangen som den røde tråd i sin melankolske kærlighedsroman af samme navn.
Melankolsk, ja, men også sitrende erotisk. Der er flere og mere eksplicitte sexscener i “Norwegian Wood”, end jeg mindes at være stødt på i Murakamis øvrige bøger, og han er ellers ikke karrig med sine beskrivelser af den fysiske kærlighed mellem mand og kvinde. Her til overflod mellem to kvinder i et enkelt tilfælde.
Historien handler som altid om en sympatisk ung mand, der befinder sig i et vadested i livet. Hans bedste ven i gymnasietiden begår selvmord, og vennens smukke, mystiske kæreste Naoko bliver nu afhængig af vores helts selskab. Han forelsker sig pladask, men af en eller anden grund nægter hun at gå hele vejen med ham.
På universitetet oplever vores unge mand igen at være tredjehjul i et kærlighedsforhold – mellem en arrogant rigmandssøn og en yndig, ung dame, der insisterer på lege Kirsten Giftekniv. Men vores helt har rigeligt at gøre med at korrespondere med Naoko, der befinder sig på et særpræget sanatorium oppe i bjergene, og finde sine ben i forholdet til den sprælske studiekammerat Midori, der konstant lokker ham på afveje.
En noget ældre guitarspillende kvinde med forkærlighed for Beatles’ repertoire spiller også en rolle i den ret beset enkle historie om mænd og kvinder, bier og blomster og meningen med livet.
Murakamis mesterskab består i at udmale charmerende dagligdags scenarier, der giver læseren lyst til selv at lege med. Man vil selv sidde og drikke små skarpe og høre fede plader til den lyse morgen. Man vil gerne selv være så forelsket, at man glemmer regnen, der tonser ned over én, mens man danser afsted hånd i hånd med sin elskede. Man kan blive helt desperat efter at genopleve ungdommens ubekymrede poesi, der næsten er glemt i en prosaisk voksenhverdag fuld af pligter og gøremål.
Tak, Murakami, for at minde os om, hvad der er vigtigt her i livet. Og tak, Mette Holm, for at fordanske de magiske fortællinger så suverænt.
Lån bogen på bibliotek.dk