I dag uddeles årets nobelpriser, og det er jo en god anledning til at genlæse nobelvindende forfattere. Det er derfor velkomment, at forlaget Novellix har udgivet en lille genistreg af en gaveæske. Forlaget har specialiseret …

I dag uddeles årets nobelpriser, og det er jo en god anledning til at genlæse nobelvindende forfattere. Det er derfor velkomment, at forlaget Novellix har udgivet en lille genistreg af en gaveæske. Forlaget har specialiseret sig i at samle fire noveller af fire forskellige forfattere med et bestemt tema eller fra en bestemt tidsperiode i en lille, lækker gaveæske, og i anledning af nobelprisen er temaet altså nobelvindende forfattere.

Det fungerer!

De fire noveller er (året for nobelprisen i parentes): Spøgelseshånden af svenske Selma Lagerlöf (1909), Krukken af italienske Luigi Pirandello (1934), Kilimanjaros sne af amerikanske Ernest Hemingway (1954) og Dolly af canadiske Alice Munro (2013). Fire stilistiske mesterværker, der både giver ren læseglæde og fungerer som små appetitvækkere for at dykke mere ind i de fires forfatterskaber.

Lagerlöf og Hemingway behøver næppe introduktion, og Munro har også velfortjent et stort publikum i Danmark, men Pirandello var ny for mig, og det var en kærkommen oplevelse at læse om don Lollo Zirafa og hans dyrt indkøbte krukke og de deraf følgende absurditeter…

De fire noveller komplementerer hinanden og understreger spændvidden i nobelprisen gennem mere end hundrede år – og måske også udviklingen inden for litteraturen. Det er fire fremragende noveller, der viser deres forfatteres overlegne stil og håndelag når det kommer til novelle formatet. Der er en grund til, at de har fået nobelprisen. Spørger man mig, så er Selma Lagerlöf klart de tre andre overlegne, men det er nok en smagssag – de fire noveller fungerer hver for sig og samlet.

Bogblogger har tidligere anmeldt andre æsker fra Novellix: Fire danske klassikere, Fire noveller af Jessen, Ejersbo, Helle & Djørup, Fire noveller om kærlighed og Klougart, Korsgaard, Høeg & Skyggebjerg.

Novellix: Selma Lagerlöf, Luigi Pirandello, Ernest Hemingway og Alice Munro. Oversat af Ida Falbe-Hansen & Elisabeth Grundtvig, Amalie Harder Hesel, Poul Borum og Ida & Gudrun Jessen. Udgivet oktober 2020