Foreningen Ordkraft, der står bag den årlige ord-og litteraturfestival Ordkraft i Aalborg, fik ny formand på generalforsamlingen onsdag aften. Efter 11 år på posten trak den 74-årige journalist Jørgen Pyndt sig som formand, og han afløses af den 64-årige Per Lyngby.

Per Lyngby er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus og civiløkonom fra Aalborg Universitet og var i 20 år dobbeltchef for Nordjyske Medier som administrerende direktør og chefredaktør, inden han i 2018 forlod posten som direktør for at koncentrere sig om posten som chefredaktør – en stilling, han forlod i sommeren 2019.

Per Lyngby har omfattende erfaring med foreningsledelse, bl.a. for medieorganisationer i Danmark og Europa. Udover den nye post som formand for Ordkraft, så er Per Lyngby også formand for Nordjyske Museer.

I en pressemeddelelse udtaler Per Lyngby: “Ordkraft er ord og litteratur med liv og sjæl og ånd og vid, som får os til at tænke, drømme og fantasere. Jeg glæder mig til sammen med bestyrelsen at skabe endnu flere møder mellem forfattere, debattører og læsere, så Ordkraft bidrager til bedre kontakt og mere genklang i vores samfund.”

Den afgående formand, Jørgen Pyndt, blev formand for Ordkraft et år efter den første festival, og har dermed været med til at opbygge den store event, som festivalen har udviklet sig til gennem årene.

Om sin tid som formand udtaler Jørgen Pyndt: “Det har været udfordrende og spændende, for det kræver hårdt benarbejde at skabe fundamentet for en kulturel begivenhed. Som alle ved, så står kulturen ikke forrest, når der skal uddeles midler, men heldigvis har vi kunnet glæde os over velvilje fra Aalborg kommune, fonde og lokale organisationer og enkeltpersoner, som har kunnet se perspektiverne i, at Aalborg og Nordjylland får en begivenhed som Ordkraft. Og når Nordkraft summer af liv og spændende møder med forfattere og andre kreative ordfolk, så er det hele besværet værd.” Jørgen Pyndt er dog ærgelig over to aflyste festivaler. “Men så meget desto mere glæder jeg mig til festivalen de 18. september, første skridt tilbage mod normale tilstande, også for Ordkraft,” fortæller Jørgen Pyndt i en pressemeddelelse. 

Udover skiftet på formandsposten skete der tre udskiftninger i bestyrelsen på generalforsamlingen. Direktør Poul Søe Jeppesen, der repræsenterede handelsskolerne og gymnasierne, udtrådte efter eget ønske og blev erstattet af lektor Ann Skytte fra Aalborg Handelsskole, og lektor Jens Lohfert Jørgensen fra Aalborg Universitet havde også ønsket at stoppe. Han blev afløst af prodekan Anette Therkelsen. Endelig udtrådte direktør Lasse Andersson fra Kunsten i Aalborg af Ordkrafts bestyrelse, og hans plads holdes åben indtil videre.

Læs også: Ordkraft satser på september-festival