Situationen i Ukraine kan være svær at begribe selv for voksne, så hvordan taler man med yngre børn om krigen? Det giver forfatter Katrine Quorning et bud på i den nye børnebog ”Anton er bange for krig”. Med håbet om at nå ud til så mange danske børnefamilier som muligt, har forfatteren og Forlaget Forår valgt at alle kan hente e-bogen gratis.

Da Katrine Quornings kæreste, der er folkeskolelærer, i torsdags kom trist hjem fra arbejde og kunne fortælle om, hvordan han havde brugt det meste af dagen på at berolige grædende elever, der frygtede 3. verdenskrig, satte hun sig beslutsomt ved skrivebordet.
Kun fire døgn efter havde hun i samarbejde med sit forlag skrevet, illustreret og udgivet en bog om krigen henvendt til børn i alderen 6-9 år.

I bogen følger vi drengen Anton, der har hørt, at der er krig i Ukraine, og han er nu meget bange for, om der også kommer krig i Danmark. Heldigvis kan historielæreren Mads og Antons gode venner berolige ham og forklare, hvordan Danmark og alle vores ”landevenner” er i gang med at få krigen stoppet igen.

– Situationen i Ukraine kan være overvældende selv for os voksne, men hos børn kan det meget let vokse dem over hovedet, fortæller forfatteren, der selv er mor.

Hun håber, at børnebogen kan nå ud til rigtig mange børnefamilier og hjælpe dem med at tale om emnet og berolige de mange børn, der lige nu går rundt og er bange for krigen. Bogen udkom d. 28. februar 2022 på Forlaget Forår, og den ligger gratis tilgængelig på forlagets hjemmeside som e-bog.

Link til e-bogen: https://www.forlagetforaar.dk/vare/anton-er-bange-for-krig/