”De spurgte mig under krigen, om jeg også kunne dræbe … Ja, det kunne jeg godt, sagde jeg. Det er sikkert, at jeg kunne sætte en kugle i geværløbet, eller tre eller fire, eller hundrede kugler om nødvendigt. Jeg ville sigte længe, længe, på målet og mandigt affyre skuddet. Men jeg ved ikke hvordan jeg […]
”De spurgte mig under krigen,
om jeg også kunne dræbe …
Ja, det kunne jeg godt, sagde jeg.
Det er sikkert, at jeg kunne sætte en kugle
i geværløbet, eller tre eller fire,
eller hundrede kugler om nødvendigt.
Jeg ville sigte længe, længe, på målet
og mandigt affyre skuddet.
Men jeg ved ikke hvordan jeg kunne
være sikker på
at ham på den anden side
ikke var mig.”
(”Flygtning, 1992” af Hadžem Hajdarević, s. 191)
Så veldrejet og eksistentielt skarpt rammer mange af de lyriske bidrag i ”Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina”. Borgerkrigen fra 1992-195 er til stede enten direkte eller indirekte som klangbund for en dyb søgen efter eksistentielle svar og længsel efter et nyt ståsted.
Der er en omhyggelighed og en alvor med livet og med lyrikkens undersøgelser, som rører mig meget dybt, når jeg læser den perlerække af digte, som treogfyrre forskellige digtere, nogle emigranter, andre bosat i Bosnien i dag, har leveret.
”Øjet” og ”spejlet” er gennemgående begreber i mange af de unge bosnieres digte. Det samme er ”huset” og ”fædrelandet”. Nogle beskriver konkret de huse, som ikke længere findes fra deres barndom, mens andre kredser omkring at skabe den ramme, hvorfra de skal opfatte sig selv, historien og fremtiden fra, en ny identitet? Stadig lurer spørgsmålet om, hvorfor og hvorfra kom den ondskab, og kan lyrikken være med til at genskabe en (ny) identitet efter det ”indbrud”, som krigen efterlod? Fædrelandet optræder som både det fysisk tabte land, men også som tab af selvforståelse:
”Min ungdoms vinger
er til reparation
på deres værksteder.
De sender dem nok tilbage forandrede
og skåret til på en helt anden måde.
De bliver ikke til vinger igen.
Der vil kun være
et genskin tilbage
af noget man kaldte
flyvning.”
(Fra ”Jonathan Livingstone Havmåge” af Sabahudin Hadžialić, s. 177)
Det er ”Det Poetiske Bureaus” ønske, at antologien kan være et ”bindeled mellem to kulturer: den bosnisk-hercegovinske og den danske”, og være et bevis på, at litteratur stadig kan have en positiv virkning ved at skabe sit eget lyriske univers.” (s. 642)
Jeg kan stærkt anbefale antologien, hvor både kroater, serbere og bosniakker fra Bosnien-Hercegovina er repræsenteret. Den er et vitalt tilskud til dette formål. Den kan desuden understøtte arbejdet med at integrere det mørke og den skygge, som skal tages ind af ethvert menneske, for at den ikke at skaber vold og ulykker andre steder i verden:
”…som af vane
åbnedes en bod der sælger mørke
noget inde i mig
styrtede sammen hurtigt og let.”
(Fra ”Af vane” af Suzana Lovrić, s. 287)
Lån bogen på bibliotek.dk