På det Bibliotekspolitiske Topmøde i Aalborg er de nye formandskaber for foreningen blevet valgt for de næste 4 år.
Danmarks Biblioteksforening har på dette års generalforsamling valgt ny formand samt politisk næstformand. Det sker på baggrund af kommunalvalget i november 2021, da foreningens politiske ledelse altid skal afspejle seneste kommunevalg.
Som ny formand er Paw Østergaard Jensen (A), fra Albertslund blevet valgt. Han afløser de seneste 8 års formand Steen Bording Andersen (A), Aarhus.
Paw Østergaard Jensen er 57 år og sidder til dagligt i byrådet i Albertslund kommune, hvor han er formand for Social- og Sundhedsudvalget, og med i en række kulturinstitutioners bestyrelser.
Paw Østergaard Jensen har også i en årrække været aktiv i Danmarks Biblioteksforenings Forretningsudvalg, så det er en velforberedt formand som nu overtager roret i foreningen:
– Jeg er glad for at jeg får muligheden for at forsætte mit arbejde med at bruge kultur og særligt bibliotekerne til at skabe en større sammenhængskraft i hele samfundet. Det er jo heller ikke tilfældigt, at vi I Albertslund i mange år har haft et af landets højeste kulturbudgetter pr. indbygger og er den kommune der bruger flest midler på bibliotekerne. Vi kan nemlig se effekten. Så det vil jeg gerne forfølge på landsplan.
Som ny politisk næstformand er Claus Mørkbak Højrup (V), Hjørring, blevet valgt. Han afløser Evan Lynnerup (V), Lejre, på posten. Evan Lynnerup overtog i den seneste periode posten fra Jane Jegind (V).
Claus Mørkbak Højrup er 49 år og har siddet i byrådet i Hjørring Kommune siden 2013, hvor han for tiden er formand for Sundheds-, Ældre og Handicapudvalget. Civilt arbejder han som studielektor og ph.d.-studerende på Aalborg Universitet indenfor erhvervsøkonomi. Han har desuden udgivet skønlitterære værker, ligesom han har været medlem af Forretningsudvalget i Danmarks Biblioteksforening fra 2014-2017.
– Vi skal skabe rammerne for, at borgerne i vores kommuner har mulighed for let adgang til kultur, herunder biblioteker, og dermed også bliver aktive medspillere i vores demokratiske samfund, udtaler Claus Mørkbak Højrup i en pressemeddelelse.
Derudover har Danmarks Biblioteksforening valgt ny faglig næstformand, i skikkelse af Annette Wolgenhagen Godt, bibliotekschef i Allerød kommune. Hun overtager posten fra bibliotekschef i Gladsaxe Jakob Lærkes, som efter 4 år på posten ikke ønskede at genopstille.
Annette Wolgenhagen Godt er 48 år og har været ansat på Allerød Bibliotekerne siden december 2011, først som souschef og siden oktober 2014 som bibliotekschef. Hun var desuden allerede medlem af Danmarks Biblioteksforenings Forretningsudvalg.
– Retten til fri og lige adgang til information og viden kommer ikke af sig selv, det er noget vi skal værne om. Det gør bibliotekspersonaler og lokalpolitikere hver eneste dag, men vi må anerkende at både nationale og internationale regler, lovgivning og ikke mindst hele den digitale udvikling får større og større indvirkning på hverdagen. Hvordan sikrer vi retten til at give adgang til litteraturen når den bliver digital? Hvem ejer information? Og mange andre store spørgsmål skal stilles og det kan og gør Danmarks Biblioteksforening. Foreningens arbejde har derfor kæmpe betydning for at hver enkelt kommune kan sikre det allerbedste bibliotekstilbud, og derved en afgørende adgang til viden og kultur. Vi må aldrig glemme at en demokratisk stemme er en oplyst stemme, fortæller Annette Wolgenhagen Godt.
Om Danmarks Biblioteksforening
Danmarks Biblioteksforening er det politiske og faglige netværk for landets politikere og fagprofessionelle.
Foreningen blev grundlagt i 1905, og formålet er at fremme dansk biblioteksvæsen og virke for samarbejde og udveksling af erfaringer og ideer inden for hele kulturområdet med relation til bibliotekerne, inklusive kultur- og oplysningsinstitutioner i videste forstand.