Derudover glædede jeg mig over i menneskemyldret at få øjenkontakt med en hund. Med en anerkendende gestus bekræftede vi hinanden i, at den anden så altså også befandt sig dér, midt i alt dette, inden den igen modvilligt blev trukket af sted. Ejeren indførte en rytme, som han pålagde sin hund, når han trak af sted med den. Det er det første, magten pålægger: en rytme. En livsrytme, en rytme for tiden, en rytme for måltider, en rytme for tanken, en rytme for talen, en rytme for alt. Hunden kunne ikke få lov at gå i sit eget tempo, den blev trukket af sted i en påtvungen hastighed og rytme. Nu går vi, her stopper vi og så videre. Et krav om egen rytme er altid i opposition til magten.