Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844) er en af Danmarks mest hædrede og hyldede kunstnere gennem tiden. Som barn viste Bertel naturtalent for at tegne, og allerede tidligt fik han bestillinger på store prestigefyldte værker fra hele Europa. Hanboede det meste af sin karriere i Rom, hvor kunstnere og mæcener flokkedes i slutningen af 1700-tallet og op igennem 1800-tallet. Men Thorvaldsen bevarede gennem hele sit virke tilknytningen til hjemlandet Danmark, hvor han blandt andet stod for udsmykningsprojekter til konge, adel. borgerskab – og ikke mindst kirker. En af grundene til Bertels vedvarende succes var, at han havde mange facetter som menneske og kunstner. Han lod sig aldrig binde eller fastholde i statiske roller – hverken privat eller professionelt.
Kunsthistoriker og overinspektør ved Thorvaldsens Museum Margrethe Floryan kortlægger i bogen ”BERTEL. Thorvaldsens kunst i Danmark” for første gang samlet billedkunstnerens værker i Danmark og deres store kunstneriske betydning. Blandt de mest kendte er Kristusstatuen og apostelstatuerne i Vor Frue Kirke i København, men forfatteren behandler også kunstnerens bidrag til Christiansborg og Amalienborg samt mindre kendte værker på herregårde rundtomkring i landet og relieffer på husfacader i storbyer. Flere af Thorvaldsens statuer var så populære, at små kopier senere blev udbredt i det pæne borgerskabs stuer.
Som kunstner og menneske forstod Thorvaldsen som få at gebærde sig i den politisk og samfundsmæssigt urolige periode mellem Enevælde og indførelsen af demokrati. Tiden var også præget af store visioner om forandringer og reformer. Visioner, som Thorvaldsen med sin kunst bidrog til at udbrede og udødeliggøre for eftertiden.