Slægtskrøniken er opdelt i tre dele:

”Skyggebilleder” (1856-1923) Historien tager sin begyndelse med zar Alexander den II’s besøg i Tammerfors. Familien Idmans nære venskab med zaren, herregårdslivet, hungersnøden, svensk-finske relationer, tiden fra den begyndende industrialisering over Første Verdenskrig og den finske Frihedskrig frem til promotionsfestlighederne i Helsingfors 1923.

”Lysglimt” (1923-1948) Første ægteskab, der blandt andet tager læseren til Italien og Danmark. Dansk–finske relationer og Fimis andet ægteskab gennem Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen, med evakueringen til Sverige under Anden Verdenskrig.

 ”En plads i solen” (1948-1981) Efterkrigstiden, der igen knytter forbindelse til Danmark og Sverige og Fimis tredje og fjerde ægteskab. Venskabet med forfatterinde Brigitta Gadolin og deres rejser til blandt andet Ibiza. Sidst den tiltagende alderdom, hvor fortid og nutidens historier forenes.

Carin Idman var en finlandssvensk personlighed. Hun havde et lyst sind og en ufattelig god hukommelse. Hendes livshistorie, som hun selv fortæller den, er under de mest dramatiske begivenheder beskrevet med en lethed og underfundig humor, der var så kendetegnende for hendes person. Fimis væremåde og optimisme skinner igennem som en lille sol, netop fordi hun bestræbte sig på at gøre sin livshistorie så spændende, levende og frem for alt så underholdende som muligt. Formen er som en samtale mellem fortæller og læser, og bogen findes oversat til svensk og finsk.

Både inde og udenfor kupeerne var der en råben og larm uden sidestykke. Børn med blot en navneseddel omkring halsen som eneste identifikation blev hjulpet ombord, mens ulykkelige forældre og andre familiemedlemmer stod hjælpeløst tilbage som fortvivlede tilskuere. De frivillige lotter var helt enestående i denne sammenhæng, og kvinderne tog sig både kærligt og venligt af de stakkels børn, som skulle ud på deres måske livs største og mest omvæltende rejse. Med utallige stop undervejs foregik turen som fortalt nordpå til Torneå. Derfra skulle børnene gå over broen til fods og fortsætte ind i det frie, neutrale Sverige – nøjagtig som vi selv havde gjort under vinterkrigen. En del af disse børn skulle aldrig vende tilbage og andre skulle ikke gense sine familier. Marita Wallgren (Jvf. del 1 side 161-163) var en af de mange lotter som fulgte børnene til Sverige, og hun kunne senere fortælle hvor frygteligt og sørgeligt det hele havde været. Men det var ikke desto mindre en bydende nødvendighed for at redde de arme småbørn og sikre deres overlevelse.

Carl-Bernhard von Christierson er født i Finland 1954 og har siden barndommen været tilknyttet forskellige teatre i Danmark og England som skuespiller, scenograf og instruktør. Oprindelig elev ved kgl. skuespiller Erik Mørk og Olaf Ussing og har sidenhen medvirket i et utal af skuespil og musicals. Han arbejder fortsat som dramaturg, tekstforfatter og librettist. Som rejsekonsulent med national- og marineparker som speciale har opgaverne inkluderet bl.a. Ægypten, Kenya, Sydafrika, Brasilien og Venezuelas regnskove, USA’s og Canadas vestlige nationalparker, Grønland, Mongoliet, Fjernøsten, Kina, Australien og New Zealand. Arbejder i dag udelukkende som freelanceskribent med rekognoscering af destinationer for sportsdykkere i Stillehavsområdet.