En kvinde og en mands veje krydses en juniaften et sted i Gothersgade, og mødet bliver begyndelsen på et intenst forhold.

De dage med dig er en fortælling om at finde hinanden, om berusende forelskelse og voldsomt begær. Det er historien om et stort tab og pludselig død. Om svigt. Om uforløste følelser. Om stor kærlighed.

Julie Baduras personlige og hudløse debut foregår i lejligheder, på bænke, i Frederiksberg Have, på Langelinie, på hospitaler, på afstand og helt tæt på.

Julie Badura (født 1978) er tekstforfatter i reklamebranchen, har skrevet klummer i en årrække og været kreativ konsulent inden for film og tv, bl.a. hos Nordisk Film. De dage med dig er hendes debutroman.  

”Jeg tager afsked med verden, som jeg kendte den. Jeg vidste slet ikke, at verden ser sådan ud i kærlighedståger. At kærlighed mellem to mennesker ser sådan ud i virkeligheden. Evigheden. Alt andet, før dig, er skygger nu. Eller nøje planlagte punkter af begivenheder, der har forbundet sig i en direkte linje hen til dig. Jeg har elsket mænd før dig, men ikke elsket dem åbenbart.” 

”Jeg spekulerer på, hvor i verden mon du er, og selvom du denne morgen nok er enten derhjemme eller på dit arbejde, og der sikkert kun er et par kilometer imellem os, så føler jeg alligevel, at du er forsvundet. At du, kærligheden, os to, det hele er forsvundet med et enkelt indgreb på en stue på Rigshospitalet.”

Fakta om bogen
Titel: De dage med dig
Forfatter: Julie Badura
Sider: 192
Omslag: Hæftet
Forlag: People’sPress