Året 1814 blev skæbnesvangert for ‘ægteskabet’ mellem Danmark og Norge. Siden 1380 havde tvillingriget været vævet sammen i politik, sprog og finkultur, men efter 434 års samvær skød en svensk kronprins med krigslist og diplomatiske krumspring en kile ind i alliancen. I Danmark begræd man tabet af Norge, mens man i nord så anderledes mørkt på dansketiden, som man kaldte 400-årsnatten. Med skilsmissen vejrede nordmændene morgenluft, og en revolutionær grundlov pustede liv i håbet om, at solen snart kunne stå op igen over et selvstændigt norsk rige. Det tog mange år, før tilliden var genoprettet, og da danske skandinavister begyndte at prædike nordisk fællesskab, nægtede Norge at tro på, at eksen havde forandret sig. Bruddet var endegyldigt.