Da en vulkan går i udbrud og ødelægger alle planter omkring den, må de to dinosaurvenner Otto og Hana drage ud i verden efter mad. Det fører dem på et utroligt eventyr med monstre, guld, pirater, huler, glimmersokker og nye venner. Alt kan ske i historien om Dinosaurusserne og de levende dyr fortalt af Otto Miles Øhlenschlæger på fem år.

Otto fortalte første gang denne historie for snart to år siden, den blev skrevet ned som den blev fortalt og nu er det resulteret i en bog med fantastiske illustrationer af Stefanie Sloth Hansen. Bogen er henvendt til børn mellem 3-7 år (og deres forældre), men er et godt eksempel på, at alle har en historie at fortælle. Også selvom man kun er fem. Otto er formentlig Danmarks yngste forfatter, og han er helt utrolig stolt over at gå i 0. klasse og have udgivet sin helt egen bog. En af motiverne for at få historien udgivet som bog var netop at kunne inspirere andre børn – og forældre – til at fortælle deres historier – og ikke mindst at lytte.