Drengen og færgemanden er stærkt fortalt, klassisk romankunst bygget på et solidt researchet grundlag. Et både fængende, vidende og budskabsbærende værk, der på fremragende vis balancerer det menneskelige og det storpolitiske.
Ştefan Raul er menig fremmedlegionær i 1950’ernes Indokina og indlægges hårdt såret på militærhospitalet i Lang Son. Her fra fortælles Stefan Rauls historie i tilbageblik, og det viser sig at han som så mange andre i fremmedlegionen opererer under falsk navn.
I virkeligheden er han jøden Chaim Bercuvitz, født i landsbyen Teţzeda i Rumænien. Barndommen er kort i en “krudttønde” af kommunisme, fascisme, antisemitisme og opblomstrende nazisme, tilsammen en sprængfarlig cocktail. Midt i denne heksekedel bliver den lille jødiske, piberygende færgemand og indædte provokatør Elisha Shifman en helt for Chaim, mens han oplever de uhyrligheder, der overgik det jødiske folk overalt, hvor nazismen slog rod. For Chaim samler det hele sig i et personlig hævndrama, der gennem en lang rejse fører ham frem til det skrantende franske koloniherredømme i Indokina.
Om forfatteren
Claes Johansen (f. 1957) har skrevet mere end tredive bøger, bl.a. det største romanværk vi har om besættelsestiden, samlet kendt som Våben til København-trilogien. I 2013 udgav han desuden Finland og den totale krig 1939-45 og i 2014 Dødsfælden Dannevirke: Kampe og tilbagetog – det dramatiske forspil til Slaget ved Dybbøl 1864.
Fakta om bogen
Titel: Drengen og færgemanden
Forfatter: Claes Johansen
Sider: 296
Omslag: Indbundet
Forlag: Turbine