Felicias to bryllupper. En kærlighedshistorie i smittens tid. ”Vi ses i påsken!” Felicia og hendes mormor stod i Firenzes lufthavn og tog afsked med familien. Juleferien var forbi, det nye år med det pæne tal 2020 var kun en lille uge gammel. Som altid formanede moren sin datter om snart at præsentere sig med en kæreste. ”Der er kun to år til du fylder tredive, og du ved, hvor gerne jeg vil have et barnebarn.” Faren prøvede at glatte ud, ”det er da vist noget, Felicia selv bestemmer.”

Så meldte smitten sig. Først var budskabet, at den ikke ville komme til Danmark, og kort efter lukkede Statsministeren landet. Man skulle værne hinanden ved at holde afstand og blive hjemme.
Så kom frygten, og verden kapslede sig til. Der var karantæner, der var kapløb om vacciner, og for Felicia og mormoren blev det umuligt at se familien, der var fordelt på tre lande. I Italien blev Bergamo lagt øde, og i Toscana hos forældrene ramte smitten også.
Så kom der budskab fra Torshavn; mormorens søster var indlagt med Corona. Mormoren var for svag til at rejse selv, så Felicia tog til Færøerne, et land hun forlod med sine forældre, da hun var ganske lille, og ikke havde noget egentligt forhold til. Karantæne og test ventede, inden hun nåede sygehuset hvor mosteren lå for døden.
Og lige netop dér ventede kærligheden.

Omkring Felicia og hendes viljestærke mormor samler sig et galleri af danske, italienske og færøske venner, hvor mødet med Benjamin bliver årsag til svære valg, der skal træffes, besværligheder, der skal overkommes, og en kærlighed, der trodsigt finder sine egne udveje og løsninger.