Hvad gør det ved et menneske en dag at miste forbindelsen til sine børn? Lad os sige, at der går ti år, uden at de ser hinanden. Er mennesket stadig det samme, selvom ingen fra dets oprindelige omgangskreds længere er tilbage?
Første person flertal stiller spørgsmålet, hvordan man tør stole på verden igen. Det er en bog om kærligheden til livet, efter at store dele af det er ødelagt.
Den udspiller sig på en sensommerdag, ti år efter katastrofen. Romanen følger Alexander på en ladcykel fra Bellahøjhusene til en fjern skovsø. Samtidig fortæller bogen en mosaik af historier, som spinder tråde ti år tilbage i tiden, og måske endnu længere, men som også rækker ud i fremtiden. Bogen er i sig selv en cykel, hvor et vi indimellem kan træde frem. Vi træder frem gennem minderne, de knuste drømme, profetierne og håbet. Derigennem nærmer vi os drømmen om en ny chance. At skabe sig et liv igen. Risikere at miste det hele igen.
Første person flertal er romanen, som mange læsere af Anden person ental har imødeset med spænding, men først og fremmest er Første person flertal blevet en kærlighedshistorie.