Fortælleren befinder sig i den span­ske by Burgos, hvor han har planer om at tage en rutebil til Soria oppe i bjergene for at skrive om jukeboksen, ligesom han allerede annoncerede i slutningen af Forsøg over trætheden. Men hurtigt viser det sig at dette forsøg tager læseren – og den skrivende – et helt andet sted hen. Forventningen om den proklamerede tekst bliver springbrættet for en undersøgelse af skriftens tilstand af evig begyndelse – og for vores forfatterhovedperson: evig udsættelse.
Vi følger forfatteren i hans søgen efter jukeboksen og hans på en gang paradoksalt adspredte og totalt fokuserede re­gi­strering af alt han falder over på sin vej gennem det øde spanske landskab. Vejen lyser, farverne og formerne tager til som varmebølger i luften og ændrer karakter igen lige så snart fortælleren fornemmer dem på huden og i sproget, der umærkeligt mimer landskabets og erindringsnuets nostalgiske bevidsthed – alt imens spørgsmålet om jukeboksen fortoner sig.
Faktisk når Handkes forfatter aldrig rigtig at begynde på den tekst vi som læsere nu sidder og læser, og fortællingen fortætter sig i stedet som en lang drømmende meditation over en forfatters skrivekrise.
Peter Handke, f. 1942, østrigsk forfatter, der i 2019 blev tildelt Nobelprisen i litteratur »for et indflydelses­rigt forfatterskab der med stor sprog-kunst har udforsket periferien og menneskenes konkrete erfaringer«.

Fakta om bogen
Titel: Forsøg over jukeboksen
Forfatter: Peter Handke
Originaltitel: Versuch über die Jukebox
Originalsprog: ger
På dansk ved: Hanne Lund
Omslag: Hæftet
Forlag: BATZER & CO