Om han kan huske, hvordan regnen havde hængt som små glaskugler i hver eneste lille ansats til forgrening i hængebirken midt i februar og på den måde skabte en glasagtig hvælving, man ikke kunne andet end at blive stående under, man kunne ikke, man var afmægtig! Og om han kan huske dengang på brakmarken, hvordan en flok duer havde løftet sig som en flaprende dyne op over os, at han havde sagt så omsorgsfuldt: God lyd for dig af vingeslag?