Den nøje sammenhæng mellem digtning og tænk­ning er specifikt orientalsk. Perserne anvender det arabiske sprog til skematiske, teologiske og filosofiske udviklinger, men sådanne tørre, nøgterne fremstillin­ger tilfredsstiller dem ikke; de foretrækker at opføre deres metafysiske bygning dristigt, himmelstræbende som moskeernes minareter, og dertil melder poesien sig af sig selv til tjeneste. Omtrent fra det 12.—13. århundrede behersker sufismen det åndelige liv i Persien. Næsten al poesi sejler mere eller mindre tydeligt under sufisk flag, og det er den europæiske orientalists opgave at under­søge, når flaget lyver. Men sufismen er i virkelig­heden ikke det eneste udslag af muslimernes spekula­tive ånd. Andre mindre almenkendte, men ikke der­for mindre interessante filosofiske retninger har fået deres udtryk i poesien, retninger, som alle bygger på islam, men som bunder langt dybere, idet de har deres oprindelse i den sydende malstrøm af gammelkaldæiske, oldpersiske, indiske og græske ideer, hvori Forasiens tænkere fra arilds tid hvileløst har tum­let sig.Litterært set står tankedigtere som Nasir Khosru, Omar Khajjam, Ferid-ed-din Attar, Djelal-ed-din Rumi og Sadi i første række b