”Jeg vil sige dig, hvem du er! Du er det, du ikke tør se i øjnene; det, dit sind har glemt, men som du selv husker. Det er, hvad du er!” Jeg vender mig igen og kigger mod den. Jeg kan mærke blodet stige til ansigtet. Jeg rødmer af raseri og ønsker bare at slå denne person til jorden, blive ved med at sparke og slå; lade vanviddet få overmagt. Men jeg gør intet, hvorefter frygten spirer til paralyserende galskab, der hvisker om sorte blomster i mit indre. Blomster, der ikke kan visne på trods af livløse, slappe stilke, der melankolsk hænger med ”kronen”, majestætisk og storladent.