Tre søstre skal passe deres tante Agathes hus, mens hun er ude at rejse. Historien fortælles gennem det brev, den ældste skriver til tanten for at forsikre hende om, at alt er i skønneste orden … ingen nævneværdige problemer, ud over nogle enkelte som for eksempel skarnsfuglene i drivhuset og en mindre forstoppelse af springvandet. Alt sammen noget, søstrene har HELT under kontrol.I de fortryllende billeder ses, hvordan pigerne tackler de “små” problemer, de kommer ud for … blandt andet kaskelothvalen, der laver bøvl i springvandet.
Spanske Beatriz Martin Vidal er i Danmark også kendt for den ordløse billedbog Flyv, om to børn, der hjælper hinanden til at flyve, måske en slags allegori for, at venskab giver vinger. En moderne, magisk-realistisk og i sandhed svævende (billed)fortæller er hun.
Fakta om bogen
Titel: Kære tante Agathe
Forfatter: Beatriz Martin Vidal
Originaltitel: Querida tia Agatha
Originalsprog: spa
På dansk ved: Dal Michaelsen
Illustrator: Beatriz Martin Vidal
Sider: 44
Omslag: Indbundet
Forlag: Jensen & Dalgaard I/S