En kunst- og kulturelite satte i midten af 1800-tallet gang i en dansk kulturkamp ved at proklamere, hvad de anså for den rette æstetik og dannelse, og dermed, hvad kvinder burde brodere. Underliggende var angsten for, at almuen på landet og i byen ville forandre samfundet, og for, at Danmark efter 1864 ikke ville kunne overleve som selvstændig nation. Kunsteliten fremhævede den stiliserede naturalisme og antikkens græske og romerske ornamentik – fra omkring 1900 også Art Nouveau eller det danske Skønvirke. Den nationalt forankrede kulturelite foretrak de gamle danske almuebroderier som udtryk for ‘ægte folkekunst og gode normer’. Over for disse grupperinger stod en ny industrielite, der henvendte sig til et voksende marked og udgav dame- og modeblade hver 14. dag med mønstre til allehånde motiver. Bladene blev hurtigt populære. Overalt i landet blev der broderet efter deres mønstre, som ofte bar præg af tysk indflydelse, noget der ikke huede hverken kunst- eller kultureliten. Men broderende kvinder, såvel anonyme som ivrigt debatterende, tog med støtte fra nogle fremsynede mænd del i en kamp for selverhvervende brodøsers indlejring i dansk erhvervs- og samfundsliv. I Kampen om broderierne i Danmark 1850-1950 stilles der skarpt på almuens broderende kvinder i by og på land og på den rolle, ‘det gode hjem’ spillede i den igangsatte kulturkamp, der med tiden også blev ideologisk. Succesrige erhvervskvinder kom til at spille markant med i den danske kvindebevægelses politiske kamp for ligeret mellem kønnene.