”Det var et liv i sus og dus, i mormors kolonihavehus …” kører nu mute i mit baghoved, og her i Livs have står georginerne stadig, ser jeg nu, hvor jeg runder hjørnet, der hvor havelågen er, hvor vi så tit gik ind af. Og lige nu står de i fuldt skrud, på en lang række, de tossede hoveder, og vinden bølger let hen over dem, som om de vinker til mig og byder mig velkommen. De er lige så forskellige som mennesker, men Liv holdt mest af de helt runde, hvor kronbladene lukker sig helt om sig selv som et lille kræmmerhus, der er snurret tæt til, som en pompon, der fuldender en smuk beklædning. Liv sagde også, at georginerne skulle behandles lige så nænsomt, som var det ens eget barn.