Bjergtaget af På sporet af den tabte tid skrev Samuel Beckett i sine unge år – længe før Godot og Nobelprisen – dette særdeles lærde og levende essay om Prousts store romanværk. Med referencer til den klassiske oldtids sagn, religion og filosofi og til litterære værker, litteraturhistorie og filosofi undersøger Beckett blandt andet vanens og tidens magt hos Proust i en tekst, der både gør læseren klogere på Proust og Becketts egen senere produktion, der på mange måder var inspireret af Proust. “Prousts personer er således ofre for denne dominerende betingelse og omstændighed ‒ Tid – ofre, som laverestående væsener er ofre, kun bevidste om to dimensioner og pludselig konfronteret med højdens mysterium: ofre og fanger. Det er ikke muligt at flygte fra timerne og dagene. Hverken fra i morgen eller i går. Vi kan ikke flygte fra i går, fordi i går har ødelagt os eller er blevet ødelagt af os. Sindsstemningen er uden betydning. Ødelæggelse har fundet sted. I går er ikke en milepæl, der er passeret, men en dags-sten på årenes slagne landevej og uigenkaldeligt en del af os, i os, tung og farlig. Vi er ikke bare mere trætte på grund af i går, vi er også nogle andre, ikke længere hvad vi var før gårsdagens ulykke. En ulykkelig dag, men ikke nødvendigvis ulykkelig i sit indhold. Personens gode eller onde handling har hverken realitet eller betydning. Kroppens og intelligensens umiddelbare glæder og sorger befrugter hinanden på så uendeligt mange måder.”