Jagten på succes er blevet en trosbekendelse. Succes – det går ud på at fremhæve mig på bekostning af de andre.

Det starter tidligt og breder sig ud over alle livsområder. Institutionsbørn vurderes ud fra en pædagogisk skabelon. Skolebørn ud fra nationale test. Unge ud fra deres evne til at manifestere sig i det digitale univers eller på fodboldbanen. Og voksne ud fra deres evne til at få hverdagen til at tage sig nogenlunde overskudsagtig ud.

Forudsætningen er, at alle i større eller mindre udstrækning tager denne samfundsnorm til sig, og ser tilværelsen ud fra succesens målestok. Og her hjælper medierne med hjerteskærende programmer som X-faktor, Det er ren kagemand. Det moderne menneske skal med andre ord hele tiden vurdere sig selv ud fra evnen og viljen til at gå efter succes.

Det er en skrue uden ende, og derfor breder der sig en udmattelse i hele samfundet. En udmattelse der samtidig åbner for en grundlæggende sårbarhed. Både hos børn, unge og voksne. Måske mest tydelig hos gamle!

Johannes Andersen ser nærmere på nogle af de mekanismer, der har gjort succes til en norm, og på nogle af udmattelsens og sårbarhedens konsekvenser. Det er kommet så vidt, at der nu kun er en ting at gøre: At tage sig en slapper. Ikke bare personligt, men i hele samfundet. Bogen er sjovt og smukt illustreret.