Når der sker noget, som er for overvældende til at vi kan forholde os til det, afsondres det. Uden for tid og rum. I en tidslomme. Hvor indtryk fra oplevelsen bliver lagret i rå form. Sindets automatiske beskyttelsesmekanismer sørger til stadighed for, at den slags erindringer unddrager sig vores opmærksomhed. De findes som kropslige og følelsesmæssige aftryk, der vedvarende viser sig gennem den lidelse, det nødsignal, der udstråler fra dem. En begivenhed, der er aflejret i den form kaldes et traume. Det positive ved, at sindet fraspalter og afsondrer urummelige oplevelser er, at vi på den måde kan fortsætte med at fungere. Det har dog en høj pris, for det gør indhug i vores livfuldhed, blokerer vores kreativitet, hæmmer vores spontane udtryk, sænker graden af nærvær i vores relationer og skader vores fysiske helbred. Og fordi traumer findes indkapslede, vakuumpakkede, konserverede og fraspaltede i sindets tidslommer tager vi dem med os, fra det ene øjeblik ind i det næste. De gør os forudindtagede. Bogstavelig talt – indtagede af vores fortid.