Ole Thyssen: En lille bog om viljen

Hvad er vilje? Hvad vil det sige at ville noget, og hvornår kan man siges at være viljestærk? Det er et underbelyst emne. Reolerne bugner af filosofiske værker om viljens frihed, men når det kommer til selve vilje, hvad den er og hvad den formår, så står det straks mere skralt til. Det har Ole Thyssen sat sig for at lave om på.

En lille bog om viljen lægger ud med viljens idéhistorie, der i tre kapitler med tre underkapitler i hver gennemgår noget af det, der trods alt er skrevet om viljen eller afarter deraf. Vi starter med Aristoteles og slutter med Freud, og det er en fin lille introduktion, selvom jeg savner både Kant og Hegel og det ikke står krystalklart for mig, hvad kriterierne for udvælgelse af de 9 tænkere har været.

Derfra går det over til bogens egentlige formål, at fremlægge en filosofi om viljen. Thyssen definerer viljen som en kraft, en dynamis, en igangsætter. Viljen sidder ikke noget bestemt sted, men er en del af personligheden. Man kan være viljestærk, men alligevel handler man ofte uden at ville det – ikke kun i den moralske form, hvor man gør det, man ikke ville gøre enten under indre hedonistisk pres eller ydre tvang – men fordi handling ikke kun er viljesbestemt. Man får f.eks. uden at tænke over, hvordan den ene fod sættes foran den anden, men alligevel er det at gå jo et udtryk for at man vil gå.

Formen for En lille bog om viljen er ikke strengt analytisk, men snarere causerende, med masser af hverdagseksempler og eksempler fra verdenslitteraturen. Det er ikke en let bog at læse, og den er heller ikke strengt logisk opbygget, men et interessant emne.

Et suk må dog være på sin plads: det sande og det skønne er ikke hinandens modsætninger. Således kan en bog godt skrives syntaktisk korrekt uden at man giver køb på dens sandhedsværdi. Her har forfatteren valgt at give køb på sproget, ved at bruge det personlige stedord Jeg – stavet med stort – som henvisning til et menneske. Måske i mangel af bedre ord? Resultatet er nogle ganske frygtelige sætninger, når 1. og 3. persons henvisninger blandes ind i samme sætning. Forfatteren har også valgt at begrebsforklare denne besynderlighed i en slutnote, og jeg er nødt til at sige, at det har ikke gjort noget godt for læsevenligheden og forståelsen af denne bog, ej heller for pointerne i den. Jeg’et med stort er heller ikke identisk med det freudianske jeg, og således øger det kun forvirringen. Dette Jeg – denne anmelders jeg – ærger sig voldsomt over det Thyssenske brug af Jeg, og ville ønske at han – forfatterens Jeg – havde fundet sig enten selvet, bevidstheden eller slet og ret mennesket som centrum for denne bog.

Ole Thyssen: En lille bog om viljen. 312 sider, People’s Press. Udkommer 28. august 2019