I årenes løb har jeg læst en del sære bøger, men jeg tror aldrig jeg har læst noget så underligt som Laura Lindstedts “Oneiron”, der er underlig på en virkelig syret måde. Det betyder ikke at det er en dårlig bog, faktisk betyder det overhovedet ikke at det er en dårlig bog. Den er et […]
I årenes løb har jeg læst en del sære bøger, men jeg tror aldrig jeg har læst noget så underligt som Laura Lindstedts “Oneiron”, der er underlig på en virkelig syret måde. Det betyder ikke at det er en dårlig bog, faktisk betyder det overhovedet ikke at det er en dårlig bog. Den er et fantastisk tankeeksperiment, virkelig velskrevet, men altså også underlig.
Syv kvinder er havnet i et tomt, hvidt rum. Tiden, som vi kender den er ophørt. Gradvist slukkes deres fysiske behov, og det første de mister, er evnen til at føle smerte og nydelse Mens de forsøger at forstå, hvad der er sket, fortæller de hinanden deres historier. De syv kvinder kunne ikke være mere forskellige: Shlomith, en performancekunstner fra New York, Polina, en regnskabschef fra Moskva, Rosa Imaculada, en hjertepatient fra Brasilien, Nina, en fransk overklassekvinde der venter tvillinger, Wlbgis fra Holland, der har cancer, Maimuna fra Senegal, der drømmer om at blive model, og den sidst tilkomne, syttenårige Ulrike fra Østrig.
“Oneiron” er en fantasi om sekunderne efter døden. I en levende og bevægende prosa undersøger Laura Lindstedt, hvad der sker, når kvinderne endelig er frie af alle bånd, og de stumme gives en stemme.
At forfatteren vandt Finlandia-prisen i 2015 og er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2017, er der ikke noget at sige til. Ud over at skrive godt, bruger hun i dette tilfælde litteraturen til tankeeksperimenter, og det er der en dygtig forfatter kan vende op og ned på verden, for “hvad nu hvis?”. Lindstedt mestrer sit håndværk – og hun er ikke bange for at bruge det.
Der er mange lag i “Oneiron”, og det tager lang tid at pille dem fra hinanden, for “Oneiron” er et litterært løg. Det der på overfladen ligner en mærkelig fortælling, stikker dybere og bliver en stor fortælling om mange eksistentielle ting, efterhånden som lagene skrælles af. Umiddelbart er det en fortælling om døden, og et spørgsmål om hvorvidt det er slut når det er slut, men det er også en fortælling om misbrug og afhængighed, om at længes ud og hjem – og i det hele taget at længes efter noget andet en det der var.
Ordet “Oneiron” indgår i handlingen, uden at det her skal røbes hvordan, og jeg tænkte at det bare var et ord forfatteren havde opfundet til lejligheden. Senere fik jeg at vide at oneiron er græsk og betyder drøm, og så blev der lige tilføjet endnu et lag til Laura Lindstedts løg. Desuden indeholder bogen bl.a. et brev på hebraisk, div. avisartikler og et foredrag om anoreksi blandt jødiske kvinder.
Undervejs tænkte jeg på hvordan i alverden forfatteren ville få den her historie sluttet. Efter sidste side tænkte jeg, “ja, selvfølgelig”. En meget stor slutning til en meget stor fortælling.
Hvis du mest er til bøger hvis handling går i en mere eller mindre ret linje fra A til B, skal du styre langt udenom “Oneiron”. Tør du derimod udfordre dig selv og begive dig ud i et litterært tankeeksperiment (og meget mere), bør du overveje at åbne “Oneiron”, og tage på en rejse du med garanti ikke har været på tidligere.
Forfatter:
Laura Lindstedt
Oversat af:
Birgita Bonde Hansen
Forlag:
Rosinante & Co.
Udgivet:
2017
Sider:
432
Kategori:
Roman
Anmeldt:
25.10.2017
Anmeldereksemplar fra forlaget
Af samme forfatter