Alex Schulman, Helle Helle og Thomas Korsgaard er blandt hovednavnene til dette års udgave af Ordkraft.

Litteraturfestivalen Ordkraft, der finder sted i Aalborg den første weekend i april, har løftet sløret for sit 2024-program.

Programmet byder på en perlerække af kendte forfattere herunder blandt andet Alex Schulman, Helle Helle, Thomas Korsgaard, Lone Theils, Mich Vraa og ikke mindst Steffen Kretz, der tager pulsen på det splittede USA lige nu, skriver festivalen i en pressemeddelelse. Udover det flotte line-up af forfattere, kan publikum som noget nyt i år opleve flere debatter og dertil en prisuddeling for bogbloggere.

Festivalen skriver videre, at man vil opdatere programmer med flere optrædener på Generatorscenen og Bibliotekernes Scene, hvilket vil blive oplyst på festivalens hjemmeside og sociale medier.

Ordkraft finder sted fra d. 4. april til d. 6. april i Aalborgs store kulturhus Nordkraft.