En særdeles fremragende prosasamling, der er letlæst og alligevel kræver så meget at en genlæsning giver vil tvinge mere ud af Gudmundssons beundringsværdige billedsprog. Samlingen breder sig over et bredt litterært felt, fra digte, til prosa og korte essays. Naturen indgår overalt, forfatteren er blevet ældre siden sin første prosasamling, og nu mindre fokuseret på […]
En særdeles fremragende prosasamling, der er letlæst og alligevel kræver så meget at en genlæsning giver vil tvinge mere ud af Gudmundssons beundringsværdige billedsprog. Samlingen breder sig over et bredt litterært felt, fra digte, til prosa og korte essays. Naturen indgår overalt, forfatteren er blevet ældre siden sin første prosasamling, og nu mindre fokuseret på mellemmenneskeligt fnidder, han har fået øjnene op for det islandske land, og hvad det betyder for mennesket. Synsvinklen synes i alle tekster at være en fortæller der befinder sig i en slags geografisk midte, der samtidig er en udkant. Midt i orkanen, selvsagt, og fuldstændig uforstyrret af renderiet i Reykjavik, byen hvor Homér dukker op i en taxa, for Gudmundsson bygger videre på den litterære historie, og leger samtidig med konventionerne. Undtagen de hellige islandske sagaer, der som altid behandles med ydmyghed og respekt:
I det trettende århundrede
sad der lærde mænd
rundtomkring i landet
og nedskrev historier
som de havde fået fortalt.
og senere i samme digt:
…endnu den dag i dag
findes mennesker der aldrig
har læst dem i en bog
og alligevel kan dem udenad.
De gamle krigere, æren og redeligheden er tabt for evigt, bureaukratiet har sejret helt ad helvede til, og nu bliver en mand ikke længere hædret for at slå om sig med skjold og svær for at hævde sin ære. Gør han det alligevel, gør systemet kort proces:
I stedet bliver han fjernet
med en pæn lille forordning
og sagen henvist til markedet
der udfører sit job i tavshed.
Der er ikke megen hæder i de handlinger der foregår bag forvaltningens skriveborde. Og politikerne har også mistet deres fokus, efter at de blev bragt fra Thingvellirsletten og ind på rådhuset:
Nu til dags siger vi ikke om politikeren: “Han er godt skåret for tungebåndet.” I stedet siger vi: “Han gør sig udmærket på tv.” Hvordan mon Egil Skallagrimsson havde gjort sig på tv? Hvordan havde man markedsført ham?
Foregående citat stammer fra et et-sides essay, der tager sit udgangspunkt i Arthur Rimbaud og hans poetiske udtalelser, hvorefter Gudmundsson bruger Rimbaud til at sætte den politiske situation på Island i relief. Han kan pille essensen ud, nærmest med en fortællemæssig pincet og derefter hamre pointen ind som en lægtehammer på et søm. Grandiost.
Politikerne udenfor landets grænser får også en på hatten, og om Bruxelles hedder det at den er så kedelig, at da islændingen Grímur Thomsen var der, fik han ikke erektion. Se dette frugtbare marked hvor toldmure rager op som bjerge. Samtidig er island egen fagbevægelse blevet landets største sommerhusejer, og faglige konflikter noget der ligger tilbage i tiden. Systemet har fejlet, men fjeldene, klipperne og gletsjerne, de knejser stadig stolt over landet, og det er dem Orkanens øje er en hyldest til. En mageløs hyldest fra en mageløs fortæller.
Lån bogen på biblioteket
