VELUX FONDENs pilotprojekt ‘Writers-in-residence’ sender otte forfattere på skriveophold i universitetsmiljøer over hele landet.
Otte forfattere har fået tildelt arbejdslegater til skriveophold i universitetsmiljøer på henholdsvis Københavns Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Aalborg Universitet. Bag tildelingen står VELUX FONDENs pilotprojekt Writers-in-residence.
De otte forfattere er: Majse Aymo-Boot, Adam Drewes, Signe Gjessing, Ida Marie Hede, Luka Holmegaard, Siri Ranva Hjelm Jacobsen, Mikas Lang og Gerd Laugesen.
– Årets bevillingsmodtagere har bekræftet os i det høje kunstneriske niveau i vækstlaget af dansk skønlitteratur og det store potentiale for nye litterære gennembrud. Skønlitteraturen er en vigtig stemme i vores samfund og demokrati. Med programmet ønsker vi at styrke litteraturen ved at skabe tid og rum for samarbejde og gensidig inspiration mellem forfattere, forskere og studerende. I det møde kan der opstå nye, kreative erkendelser og udtryk til gavn for både litteraturen, forskningen – og ikke mindst læserne. Vi glæder os til at følge eksperimentet, siger programchef Henrik Tronier fra VELUX FONDEN i en pressemeddelelse.
Writers-in-residence-programmet er skabt i samarbejde med forfattere og forskningsmiljøer på landets humanvidenskabelige institutter. Fælles for forfatterne er, at de endnu ikke er etablerede fuldtidsforfattere, men alligevel har et højt niveau i deres litterære talentudvikling med flere udgivne skønlitterære værker bag sig. Og at de både vil kunne bidrage med inspiration til instituttets forskere og studerende og selv opnå stort kunstnerisk udbytte af dialogen.
Fonden modtog i år 12 inviterede ansøgninger fra de seks humanvidenskabelige institutter, der er etableret samarbejde med i forsøgsperioden. Ansøgningerne er skrevet i samarbejde mellem forfatter og en forsker på det pågældende institut.
De otte forfattere får hver toårige arbejdslegater på 200.000 årligt i honorar. Herudover bliver universiteternes udgifter til forfatterkontorer, administration m.v. dækket. VELUX FONDEN giver således i alt 4,8 mio. kr. i bevillinger under initiativet, der skal køre i en forsøgsordning på to år.
Fotomontage: VELUX FONDEN