Der burde være en fagforening for romanfigurer. Et sted der forhindrede skruppelløse forfattere i gang på gang at krænke disse umælende staklers rettigheder. I så fald ville Jo Nesbø have noget af et problem, for hans kriminalkommisær Harry Hole er i mange år blevet hevet gennem den veritable skærsild. I ‘Panserhjerte’ topper det: Hole bliver […]
Der burde være en fagforening for romanfigurer. Et sted der forhindrede skruppelløse forfattere i gang på gang at krænke disse umælende staklers rettigheder. I så fald ville Jo Nesbø have noget af et problem, for hans kriminalkommisær Harry Hole er i mange år blevet hevet gennem den veritable skærsild. I ‘Panserhjerte’ topper det: Hole bliver pint på fysisk, i forrige bind mistede han en finger, hvilket er vand i sammenligning med hvad der venter her, på kærlighedsfronten går det helt ad H til, med alkoholen og nu også opiummen ser det meget sort ud, arbejdsmæssigt bliver han behandlet som en paria, på hospitalet ligger faderen for døden, og ved introduktionen af det torturinstrument der pryder bogens omslag sidder man bare og venter på hvornår Hole får den indordning at føle. Så Nesbø, du burde nok smutte forbi en psykolog og få styr på din latente sadisme.
‘Panserhjerte’ er mere af den kvalitet Nesbø har leveret med stort set hele Hole-serien. Meget spændende bøger med brutale mord, centreret om en hovedperson som man kommer til at holde meget af. Og føle meget med, igennem hans trængsler på de næsten 700 sider. Reelt kunne det godt være afviklet på et mere overskueligt sideantal, især slutningen bliver meget ubehagelig, – det er ikke nødvendigt at konkurrere med amerikanske splatterfilm for at skrive en god krimi. Under læsningen tænkte jeg flere gange at krimigåden egentlig var mig ligegyldig, det er spillet mellem personerne og Holes meget komplekse tilværelse der er trækplasteret. Fakta er at det ville være rart med en Hole uden bestialske mord.
Sammenlignet med ‘Snemanden’ halter Nesbø her en anelse bagefter.
Lån bogen på bibliotek.dk
