Som den første siddende pave nogensinde udgiver pave Frans sine erindringer i starten af 2025.
At en pave udgiver en biografi, lyder måske ikke særligt opsigtsvækkende.
Men når pave Frans udgiver sin selvbiografi, Hope, til januar bliver han den første pave til at udgive sine erindringer som siddende pave.
Oprindeligt var det planen, at bogen skulle udkomme efter hans død, men nu er den fremrykket til januar 2025, da dette er et jubilæumsår for den katolske kirke.
I erindringerne, vil den 87-årige pave fortælle om hele sit liv; fra rødderne i Italien til emigrationen til Latinamerika; fra barnsben til perioden som pave.
– Bogen om mit liv er historien om en rejse af håb; en rejse, som jeg ikke kan adskille fra min families, mit folks eller hele Guds folks rejse. På hver side, i hver passage, er det også bogen om dem, der har rejst med mig, om dem, der kom før, om dem, der kommer til at følge, udtaler pave Frans ifølge The Guardian og tilføjer:
– En selvbiografi er ikke vores egen private historie, men derimod den bagage, vi har med os. Og hukommelsen er ikke kun det, vi husker, men det, der omgiver os. Den taler ikke kun om, hvad der har været, men også om, hvad der vil komme.
Bogen udkommer i 80 lande d. 14. januar 2025 og er skrevet i løbet af de seneste seks år i samarbejde med den italienske forfatter Carlo Musso.
I Storbritannien udkommer bogen på Viking, der er ejet af Penguin Random House.
– Ved at nedfælde sine erindringer med en så stærkt og intim fortællerstemme, og samtidig reflekterende over sine egne personlige lidenskaber, behandler pave Frans uforsigtigt nogle af de afgørende øjeblikke i sit pavedømme og skriver åbenhjertigt, modigt og profetisk om nogle af de vigtigste og mest kontroversielle spørgsmål i vores tid, udtaler Penguin Random House om bogen.
Det er i skrivende stund ukendt, om der er et dansk forlag, der udgiver bogen.