Pretty Baby

Et psykologisk drama hvor ingen helt er som man tror de er, og hvor man ikke helt ved hvem man kan regne med. Fælles for dem alle er, at de er som de er, på grund af omstændigheder de ikke havde kontrol over eller indflydelse på. Som i “Den perfekte pige” (Turbulenz 2015), der var […]

Som i “Den perfekte pige” (Turbulenz 2015), der var Mary Kubicas debut, har hun også denne gang fordelt sin historie på flere fortællere. Gennem to af disse oplever vi historien mens den foregår, og gennem den tredje, ser vi historien var i virkeligheden. Selv om det er lidt af et vovestykke at gøre det på den måde, fungerer det rigtig godt.

Husmoren Heidi Wood er en kvinde med et stort hjerte. Hun tager sig af herreløse katte, og bruger sin tid på velgørenhed. Alligevel synes hendes mand og datter, at det hele bliver lidt for mærkeligt, da hun en dag tager den hjemløse teenagepige Willow og hendes baby med hjem. Men Heidi er fast besluttet på at hjælpe Willow videre i livet. Der er bare det ved Willow, at hun bærer på en del dystre hemmeligheder, og der er bare det ved Heidi at hun ikke helt er som man tror hun er. At sætte de to sammen, må nødvendigvis ende galt.

Kubica stiller spørgsmålet om hvem vi i grunden er, når vi bliver presset helt derud hvor hvor vi ikke længere kan regne med os selv. Hvordan reagerer vi, og hvordan påvirker vore omstændigheder os. At historien så isoleret set er overdrevet, og dybest set temmelig utroværdig, gør faktisk ikke noget – for et eller andet sted tror jeg på den alligevel, fordi Kubica formidler budskabet rigtig flot.

Forfatteren tager sig god tid til at bygge historien op, og til at skabe sine karakterer. Undervejs kommer der så større eller mindre elementer ind i historien, som ændrer dens retning efterhånden som læseren opdager at alt måske ikke er hvad det giver sig ud for at være.

Man kunne så tro, at “Pretty Baby” er en virkelig velskrevet og meget spændende historie, der ikke kan roses nok. Det er den for så vidt også, men til trods for alle de ting der fungerer, var der også lange passager hvor historien gik i tomgang. Der skete ikke rigtig noget, og fortællingen flyttede sig ikke. Der kan være mange gode grunde til at forfatteren har valgt den fremgangsmåde, men det endte bare med at blive en smule kedeligt ind imellem.

Når det så er sagt, bliver jeg også nødt til at fremhæve bogens sidste kapitler, der viser forfatteren indgående kendskab til den menneskelige psyke, og hvor dygtig en fortæller hun er. Her viste hun en dybde og en intensistet, som jeg gerne havde set meget mere af.