Organisationen ’Læs for livet’ støtter og udvikler udsatte børns læsning og har indtil videre bygget 300 små biblioteker landet over. Stifteren bag organisationen, Rachel Röst, modtager Frie Skolers Lærerforenings Børnekulturprisen 2021 på 50.000 kroner.

Når udsatte børn og unge på børnehjem, behandlingssteder, ungdomspensioner og andre steder får tilbudt deres eget, lille bibliotek, hvor de selv får lov til at bestemme, hvilke bøger og litterære genrer der skal stå på hylderne – så giver det dem en adgang til bøgernes univers, som kan være livsændrende. Det er den adgang og mulighed ‘Læs for livet’ giver og organisationen er dermed med til at bekæmpe ulighed og skabe social forandring gennem læsning.

I dag har stifteren bag organisationen, Rachel Röst, modtaget Frie Skolers Lærerforenings Børnekulturpris 2021.

Nuværende næstformand og kommende formand Monica Lendal Jørgensen begrunder:
– Vi har i år valgt at tildele Børnekulturprisen til Rachel Röst for hendes initiativ til og arbejde med ’Læs for livet’, fordi vi gerne vil anerkende det store arbejde, som hun og andre frivillige gør for nogle af de allermest sårbare børn og unge i Danmark.  Som lærere på frie skoler har vi et naturligt ønske om at medvirke til at forbedre forholdene for alle børn, der har det svært, hvis vi kan.

Derfor vælger vi i Frie Skolers Lærerforening at uddele Børnekulturprisen til et virkelig godt projekt, som kombinerer børn og kultur på smukkeste vis. Litteratur til udsatte børn og unge giver enorm god mening – og vi håber, at prisen kan medvirke til, at flere bliver opmærksomme på projektet.

Rachel Röst modtog prisen ved Frie Skolers Lærerforenings repræsentantskabsmøde i Nyborg, hvor hun gik på talerstolen foran de mange hundrede lærere:
– Tusind, tusind tak. Jeg er meget berørt over den store ære, det her er, og jeg er glad for, at I har fået øje på det og den indsats, vi laver. Tak, fordi jeg må tage jeres tid og fortælle, hvordan vi arbejder. ’Læs for livet’ arbejder ud fra en devise om, hvordan litteratur kan forandre liv.

I dag har ’Læs for livet’ skabt over 300 biblioteker i hele landet.

Foto: Simon Læssøe