Imens disse linjer skrives er Iran igen i centrum i en højspændt konflikt. Denne gang handler det om skibe i Hormuzstrædet, men som altid i storpolitik er det en konflikt med lange historiske tråde og …

Imens disse linjer skrives er Iran igen i centrum i en højspændt konflikt. Denne gang handler det om skibe i Hormuzstrædet, men som altid i storpolitik er det en konflikt med lange historiske tråde og et væld af internationale komplikationer. Iran blev af Bush udråbt til at være en del af ondskabens akse og er en islamisk republik, men alligevel dukker der jævnligt historier op i dansk presse om protester mod præstestyret.

Det kan være svært at hitte rede i, hvad der egentlig foregår i Iran og hvorfor. Hvad var det med de sanktioner og det atomvåbenprogram? Hvor brutalt er regimet egentlig og hvorfor bliver der ved med at opstå konflikter med Iran? En almindelig samfundsinteresseret læser har brug for baggrundsviden, og det er her Rasmus Ellings Irans moderne historie kommer ind i billedet.

På 335 sider føres vi igennem de sidste 200 år af Irans historie – startende med en lille afstikker til forhistorien. Som for alle andre nationer betyder historien og ikke mindst historiefortællingen meget for Irans identitet og selvbillede, og skal man forstå Iran må man kende historien. Fra det engang så mægtige perserrige til fattigdom og udbytning af europæiske magter. Iran er et enormt sammensat land, og det har kostet blod at skabe en fælles identitet blandt de mange folkeslag og sprog, der findes inden for grænserne.

Med afstikkere til kultur og kunst tager Elling os i hånden og fortæller om Irans folkeslag, geografi, erhverv og naturligvis om de mange krige, revolutioner og kriser, der har ført op til det Iran, vi kender i dag. Nogen gange kan det være lidt svært at hænge på, for der er mange navne og (for mig) ukendte steder at holde styr på, men overordnet set bliver man klogere på Iran og Irans historie, og det er der mange, der kunne have brug for at blive.

Rasmus Elling: Irans moderne historie. 335 sider, Gyldendal. 2019