Ryesgade, 1956. Her er børn og voksne, sømænd og syersker, religiøse og verdslige, kommunister og socialdemokrater. Danmark er kommet sig over krigen, velfærdssamfundet er på vej, opsvinget er i gang, men den gammeldags klassedeling lever …

Ryesgade, 1956. Her er børn og voksne, sømænd og syersker, religiøse og verdslige, kommunister og socialdemokrater. Danmark er kommet sig over krigen, velfærdssamfundet er på vej, opsvinget er i gang, men den gammeldags klassedeling lever stadig – der er ikke meget at gøre godt med i de små lejligheder i nr. 56.

I gården leger børnene, og her hersker jungleloven stadig. I de mange lejligheder går kvinderne (oftest) hjemme, og passer hus og børn, mens mændene er væk. Den seksuelle frigørelse er ikke helt nået frem, kvindefrigørelsen heller ikke, men nye tanker og ikke mindst ny musik vinder frem og sætter rammen om de kæmpestore forandringer, den lille opgang og dens indbyggere snart skal opleve.

Debutanen René Jacobsen fortæller levende om opgangens beboere og deres livshistorier. Niels er sømand og hans kone Gerda er vokset op i den yderste fattigdom. Sammen forsøger de at skabe et bedre liv for deres søn, Frank. Sygeplejersken Nina og hendes mand Karl er kommunister, Børge kæmper med traumerne fra sin krigsdeltagelse på britisk side, mens Kathy som en anden Agnes Jensen starter ud med at sy handsker og ender som fabrikant.

Sammen og hver for sig forsøger de at omstille sig til det nye velfærdssamfund. Beboerne er – og opfatter sig selv som – arbejderklasse, og igennem hele historien går de mange store og små konflikter på det danske arbejdsmarked i de ikke mindre end 60 år, den spænder over. Det er gode nedslag i den nyere Danmarkshistorie, fortalt gennem de små mennesker og ikke de store beslutningstagere. Opgangens fællesskab holder ikke, naturligvis, og beboerne spredes for alle vinde, men undervejs foretager (de fleste af dem) opstigningen fra fattigdom til middelklasse, og nogle når endda lidt længere end det. Det har omkostninger, for i takt med at pengene vokser, svinder fællesskabet og ensomheden sætter ind.

Det er en usentimental fortælling, og det klæder bogen ganske godt. Her er nogle meget fine personskildringer og tidsbilleder, og det er alt for sjældent at vi får en litterær tur igennem de sidste 60 års arbejderhistorie fortalt med humor og blik for de gode detaljer.

Min eneste anke er, at jeg synes relationen mellem Frank og barndomsvennen Per bliver oversolgt lidt i omtalen af og på bogen. I virkeligheden er historien om Niels og Gerda og deres sociale opstigning et mere interessant omdrejningspunkt og Frank og Pers voksenhistorie er et lidt påklistret forsøg på at skabe en ramme. Det er lidt synd for helhedsindtrykket, der ville stå bedre uden succesmand-konfronterer-sig-selv-gennem-fortabt-barndomsven-klicheen og de to barndomsvenner ender lidt som stereotyper.

René Jacobsen: Dengang vi var os. Tiderne Skifter, 2017. 466 sider.