Den danske kongerække er lang og spændende. Fra de første vikingekonger til det konstitutionelle monarki har majestætens rolle ændret sig. Igennem de mere end 1.000 år har Danmark haft dygtige konger, uduelige konger, krigerkonger, fredsfyrster, …
Den danske kongerække er lang og spændende. Fra de første vikingekonger til det konstitutionelle monarki har majestætens rolle ændret sig. Igennem de mere end 1.000 år har Danmark haft dygtige konger, uduelige konger, krigerkonger, fredsfyrster, kongemord, kongemordere, magtkampe og familiestridigheder. Oveni kommer en håndfuld dronninger med mere eller mindre formel magt.
Der er et væld af spændende historier i vores kongerække. Både historierne om de enkelte regenter og deres handlinger, men også om den tid, de regerede i, og hvordan selve kongerollen ændrede sig.
Historikeren Rikke Agnete Olsen har samlet hele kongerække i en kort, letlæst bog, hvor hver monark har fået en lille biografi og en tegning af Jørgen Kraglund. Kongen i Danmark er på bare 168 sider, så der er tale om en superkort introduktion til den enkelte regent i et letforståeligt sprog.
Tanken bag Kongen i Danmark er sympatisk, og jeg tror, den vil være en god introduktion til kongerækken, f.eks. i skolen. Jeg må dog indrømme, at jeg synes at bogen er blevet for kort. Der er simpelt hen ikke plads til at udfolde kongedømmets vilkår på så lidt plads, og alt for mange oplysninger er kastet ind for alt for lidt plads. Rikke Agnete Olsen er en dygtig formidler af historisk stof – hun står bl.a. bag Da riget var ungt og Magten og æren – og hun kan virkelig skrive. Når det kommer til Kongen i Danmark er det bare en skam, at hun ikke har fået flere sider at gøre det på.
Rikke Agnete Olsen og Jørgen Kraglund: Kongen i Danmark. 168 sider, Turbine. Udkom 3. september 2020