Salg- og marketingchef hos Gutkind, Marianne Lenler, fylder 50 år d. 16. januar

Forlagsbranchens almindelige modus operandi indebærer en vis langsommelighed: Ideer modnes, manuskripter udvikles over år, forretninger tænkes ikke i kvartaler, men i generationer. Sådan er det også med de menneskelige relationer forlagsfolk imellem. Alting har sin tid.

Marianne Lenler og jeg blev først kolleger for 15 år siden, da vi begge arbejdede på People’s Press. Vores samarbejde var dengang kort, men grunden blev lagt til en faglig forbindelse, der siden har bugtet sig mellem skiftende arbejdspladser, familieliv og udlandsophold. I lange perioder har vi ikke set meget til hinanden og har ikke siden arbejdet sammen. Indtil juni sidste år. Men Marianne har hele tiden været der, stadig synligere, konstant i bevægelse og med voksende professionel pondus og erfaring.

For to år siden, da Gutkind blev grundlagt, opholdt Marianne sig med familien i USA samtidig med, at hun passede sin stilling som salgs- og marketingchef på det dynamiske Aarhus Universitetsforlag. Inden da høstede hun rige erfaringer i tilsvarende stillinger på Politikens Forlag og hos Gads Forlag. Overalt brillerede hun med overblik, ihærdighed og dybe forlagsfaglige kompetencer. Marianne har da også tilbragt hele sit arbejdsliv i forlagsbranchen, for hun begyndte allerede som nyuddannet cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur på Forlaget Carlsen i et barselsvikariat som lydbogsredaktør, en stilling der førte hende videre til jobbet som marketingansvarlig på Hans Reitzels Forlag, hvor hun var fra 2000 til 2007.

Alting har sin tid, og for et halvt år siden var tiden inde. En varm sommerdag i juni gik Marianne og jeg en tur i Kongens Have, og også snakken gik. Jeg troede nok, at jeg skulle fortælle om historien bag – og visionen for Gutkind, men den havde Marianne helt styr på, og hun havde sin egen klare vision for forlagets fremtid. Da vi skiltes den eftermiddag, havde vi en aftale. Gutkind stod og manglede en ny salg- og marketingchef, og det skulle være Marianne.

Et halvt år er gået, og det er ingen tid. I mellemtiden har Marianne på det nærmeste udrettet mirakler. Hun har samlet sin afdeling og med dem stået i spidsen for Gutkinds første deltagelse i BogForum og kort efter den smukkeste Laureatfest for Stine Pilgaard. Foruden altså den meget krævende opgave, det er at sælge og markedsføre et fuldt udgivelsesprogram for et stadig ganske ungt forlag. Alt, både den daglige drift og de store projekter, bærer Mariannes umiskendelige præg, ikke bare i form af effektivitet og overblik, men også ypperlig kvalitetssans og ynde. Disse fine dyder er nemme at få øje på, men tag ikke fejl: Marianne er en hård forhandler og en viljestærk samarbejdspartner. Jeg er hver dag taknemmelig og lidt benovet over at have Marianne på holdet som salgs- og marketingchef. Man må oppe sig.

På søndag, den 16. januar, fylder vores energiske, superkompetente, varme og begejstrede kollega 50 år, og også det gør hun med både kraft og ynde. Mon ikke hun har en plan for fejringen med sin mand, journalist og souschef Jens Lenler, og deres tre store døtre, Marie, Johanne og Ellen.

Fra os alle på Gutkind skal der lyde et hjerteligt tillykke og et stort, rundt hurra!

Jacob Søndergaard

Forlægger, direktør

Gutkind

Foto: Martin Reinhard