I 70 år har Kulturministeriet fejret børne- og ungdomsbøger. I år er ingen undtagelse. 

Årets nominerede bøger til Kulturministeriets priser til børne- og ungdomsbøger sætter ord og billeder på de forskellige faser i livet som barn og ung i dag. Fra nye venskaber til stærke fællesskaber og uopslidelige søskendebånd. Bøgerne fortæller om at stå midt i den svære tid mellem barn og ung, og om den ætsende følelse af at stå udenfor og opleve diskrimination, skriver Slots- og Kulturstyrelsen i en pressemeddelelse.

– Med årets nominerede bøger til Forfatterprisen vil vi vise, at dansk litteratur til børn og unge kan noget helt særligt. Om du er otte år og til magiske fortællinger, står forvirret og fuld af følelser i krydset mellem barn og ung, eller råt for usødet slår dig på livet som ung mand, der bare gerne vil lukkes ind, men gang på gang bliver afvist. Litteraturen kan opsluge os og sætte følelser og tanker i nye svingninger – og det gør årets nomineringer i den grad, siger forfatter Merete Pryds Helle, der er leder for Forfatterprisudvalget.

De nominerede værker til Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger er:

  • Første gang jeg bliver afvist af Babak Vakili – Gutkind Forlag
  • Papirhjerter af Hanne Dagmar Raaberg – Gutkind Forlag
  • Alba Columbas sidste rejse af Liva Skogemann – Jensen & Dalgaard

Udover Forfatterprisen, uddeles der også en pris for bedste illustrationer.

– Der er en boblende fortælleglæde og masser af dynamik og kraft i streger og farver i årets nomineringer til Illustratorprisen. Vi møder drengen Torben, der har glemt sit navn, fordi han ikke har talt med nogen i meget lang tid. Der er også Bastian, som inderligt ønsker sig en kanin, men får en usædvanlig undulat. Og ikke mindst er der den fantastiske bus fuld af dyr på en helt særlig ekspedition. Årets nomineringer til Illustratorprisen suger sine læsere ind i både velkendte og på samme tid foruroligende og forunderlig verdener, siger billedkunstner Skye Jin, der er leder for Illustratorprisudvalget.

De nominerede værker til Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger er:

  • Historien om en dreng, der (måske) hedder Torben af Rasmus Meisler – Gads Forlag
  • Ondulaten af Stinestregen – Gads Forlag
  • Den fantastiske bus af Jakob Martin Strid – Gyldendal

Prismodtagerne offentliggøres i foråret, og der afholdes prisoverrækkelse i Kulturministeriet.

Om Kulturministeriets Forfatterpris og Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger
Kulturministeriets bogpriser hylder hvert år det forgange års udgivelser inden for børne- og ungdomslitteratur. Forfatterprisen er blevet uddelt siden 1954, mens Illustratorprisen er blevet uddelt siden 1979.

Tidligere prismodtagere tæller blandt andre Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen, Kim Fupz Aakeson, Josefine Ottesen og Anna Jacobina Jacobsen. Priserne uddeles af to udvalg, som er specialiserede inden for børne- og ungdomslitteratur og -illustration. Med hver pris følger en præmie på 75.000 kroner.