De to forlag, der begge hører under Egmont Books, indgår samarbejde om få Karin Fossum introduceret i Danmark, Sverige og Tyskland.

Saga Egmont og norske Cappelen Damm har indgået et strategisk samarbejde om at introducere den norske forfatter Karin Fossum kommende trilogi til nye europæiske markeder. Det skriver Saga i en pressemeddelelse.

Konkret vil den nye serie blive tilgængelig i Danmark, Sverige og Tyskland i alle formater.

– Planen om at sende Karin Fossums historier ud til nye europæiske markeder er et eksempel på den synergi, der er mellem Saga Egmont og Cappelen Damm – et eksempel på et velfungerende internationalt samarbejde i forlagsbranchen under divisionen ‘Egmont Books’, skriver administrerende direktør i Saga Egmont, Lasse Horne, og tilføjer, at forlagssamarbejdet har til formål at udvikle og opdage kvalitetslitteratur på ét marked, for at sende det ud på andre markeder til gavn for både forfattere og læsere.

– I dette tilfælde er det med det formål at udvide rækkevidden for ​​Fossums nordiske krimifortællinger ved at udgive dem på nye markeder og formater, tilføjer Lasse Horne.

Selv kalder forfatteren samarbejdet mellem de to forlag for unikt og glæder sig over, at den kommende serie kommer så bredt ud. Forfatteren bakkes op af Ingvild Haugland Blatt, der er Foreign Rights Director hos Cappelen Damm:
– Vi er glade for at have et så frugtbart partnerskab med et internationalt forlag, der er med til at udbrede forfattere som Karin Fossum. Hendes historier har i den grad vist sig at vække genklang hos krimifans overalt, og vi er overbeviste om, at læserne i Danmark, Tyskland og Sverige vil finde denne nye serie fængslende, udtaler Ingvild Haugland Blatt.

Den første bog i serien udkommer på dansk og tysk i 2024, mens svenskerne må vente til 2025.

Om Egmont Books:
Egmont Books-konceptet udgøres af det Internationale forlag Saga Egmont, norske Cappelen Damm og danske Lindhardt & Ringhof.

Foto: Saga