Dennis Jürgensen var en af de forfattere, der betød mest for mig, da jeg var barn/ung. Jeg slugte hans bøger råt, og jeg har ikke tal på, hvor mange af bøger, jeg har genlæst utallige gange. Det var derfor med … Læs resten →
Dennis Jürgensen var en af de forfattere, der betød mest for mig, da jeg var barn/ung. Jeg slugte hans bøger råt, og jeg har ikke tal på, hvor mange af bøger, jeg har genlæst utallige gange. Det var derfor med et smil på læben, at jeg lånte ‘Sagen om de japanske dræbergardiner’, da jeg skulle finde en ny lydbog at lytte til for nylig. Det var ikke en bog, jeg før har læst, og jeg må da indrømme, at jeg var lidt bekymret for, om stilen ville være lidt for barnagtig til mig…
Bogen er den første i serien ‘Spøgelseslinien’, som indeholder fem børnekrimier. Hovedpersonerne i den første bog er Tanja, Kasper og Absalon, der er inviteret på et weekendophold på et slot. De – eller rettere sagt Tanja – har vundet hovedpræmien i en konkurrence, hvor de får muligheden for at opklare en mordgåde på slottet. Hvis de klare denne opgave, vinder de en stor præmie. De tre unge tager selvfølgelig opgaven meget seriøst, men de opdager hurtigt, at tingene ikke helt er, som de som forventede. Spørgsmålet er så, om det er produktionsselskabet, der står bag konkurrencen, som driver gæk med dem, eller om der er andre på spil?
Jeg skulle lige vænne mig til stilen i denne bog – ikke fordi den var mærkelig eller på anden måde skilte sig negativt ud, men fordi jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg skulle forvente af niveauet i forhold til historiens kompleksitet og ikke mindst balancen mellem humor og alvor. Nu er Jürgensens bøger generelt skrevet med et glimt i øjet (i hvert fald børne- og ungdomsbøgerne), men denne bog var dog ikke nær så komisk som ‘Freddy’-serien. Det gjorde mig dog ikke så meget, for det var faktisk en udmærket ungdomskrimi. Den var selvfølgelig ikke lige så kompliceret og drabelig som voksenkrimier men havde et mere afdæmpet twist, som dog også havde en pæn portion action.
Jeg syntes, at det især var samspillet mellem de tre hovedpersoner, der trak op i det samlede billede. Bogen var ret kort – under 200 sider – så der var naturligvis grænser for, hvor dyb og kompliceret, den kunne være, men jeg fik alligevel et fint indtryk af dem alle tre. Selvfølgelig betød det også, at de var lidt skarpt/stereotypt beskrevet, men det håber på, at det udjævner sig, hvis/når jeg læser videre i serien.
Plottet var middelmådigt – eller i hvert fald rimelig let at gennemskue som voksen, men jeg ville helt sikkert have slugt det råt, hvis jeg havde læst bogen som 12-årig.
Samlet set var det hyggeligt og lidt nostalgisk at læse ‘Sagen om de japanske dræbergardiner’, fordi jeg kunne genkende Jürgensens stil fra mine gamle læseoplevelser. Det var ikke en af de bedste bøger, jeg har læst af ham, men det var dog tilpas hyggeligt til, at jeg godt kan finde på at læse videre i serien på et tidspunkt.
