Salget af Lasse Skyts bog ‘Orbánland’ er sat på hold, mens forlag iværksætter undersøgelse.

Journalisten Lasse Skytt, der bl.a. har skrevet artikler for Kristeligt Dagblad, bliver i øjeblikket undersøgt for plagiat og manglende kildeangivelse på en række freelanceartikler.

På baggrund af undersøgelsen har Kristeligt Dagblad indtil videre afpubliceret seks artikler. Ligeledes har Jyllands-Posten fjernet tre artikler af sammen journalist. Det skriver mediet Journalisten.

Lasse Skytt er også forfatter til bogen Orbánland, der er udgivet på Syddansk Universitetsforlag i 2022. Som følge af mistanken mod Skytts artikler, oplyser forlagsdirektør, Martin Lindø Westergaard, at man indstiller salget af bogen.

Derudover iværksætter forlaget en undersøgelse af bogen, der handler om nutidens Ungarn og landets premierminister Viktor Orbán.