Over en rum tid har debatten om streamingafregning fyldt ganske godt i branchen. Forlagene har med Gyldendal som de første i slutningen af august efterlyst en mere bæredygtig økonomi omkring streaming – særligt i forhold til revenue-share-modellen. Sidenhen har flere forfattere været på barrikaderne, afholdt stormøde i foreningen og fremlagt deres indtjeningsforskel på fysiske og streamede bøger.
Hos landets største internetboghandler, Saxo.com, har man fulgt debatten nøje og hos webshoppen er man i gang med at kigge på nye afregningsmodeller.
– Debatten om streamingafregning ser vi ind i med stor seriøsitet, og vi har en god dialog med de danske forlag, siger Saxos direktør, Natasha Brandt, til Mediawatch, og tilføjer, at tjenesten i øjeblikket ‘arbejder på differentierede afregningsmodeller, som tager højde for bøgernes nyhedsværdi i styksalg såvel som i streaming.
Overfor Mediawatch fortæller Brandt, at man i sommeren 2023 hævede prisen for sine medlemmer, og at ‘det er en øvelse, vi bliver nødt til at gøre gradvist og over tid’.