Som afslutning på Lille Bogdags, blev dette års modtager af Asger Schnack Prisen fundet.

For fjerde gang blev Asger Schnack Prisen i weekenden. Det skete som det sidste programpunkt på dette års Lille Bogdag, hvor forlægger, oversætter og forfatter Shëkufe Tadayoni Heiberg kunne modtage hæderen.

Shëkufe Tadayoni Heiberg var nomineret sammen med Litteraturtidsskriftet Standart og Baggaardsbaroner og jruyen bestod af Jonas Eika, Lilian Munk Rösing, Mette Holm, Anders Jørgen Mogensen, Lars Emil Foder og Mads Joachim Skovgaard Holm.

Juryens motivering lød:
– At begå sig i mikroforlagsverdenen kan være en ensom tilværelse og kræver evnen til at kunne bære mange kasketter. Netop denne evne ejer Shëkufe Heiberg, og derfor er hun i år nomineret til Asger Schnack-prisen. Hun er forlægger, forfatter, oversætter, arrangør, foredragsholder, litteraturformidler, aktiv i mikroforlagenes udbredelse og ikke mindst en stærk og urokkelig politisk stemme i samtidens debat. Med udgangspunkt i sit eget forlag URO har hun udgivet og formidlet vigtige og smukke bøger fra lige så vigtige og interessante forfattere lige fra Andrea Hejlskovs samtidsroman Vølve til det ældgamle hovedværk Dronning over verdens magter af Enheduana. Samtidig har hendes egne bøger såsom Nødder og Æg præsenteret danske læsere for nye verdener. Som oversætter står hun blandt andet bag kraftpræstationen PERSISK A=V=A=N=T=G=A=R=D=E POESI 1930-2015 som i 2018 udkom på forlaget ANTIPYRINE. Shëkufe Heiberg er ikke bange for at sige sin mening og dette mod er (eller burde i hvert fald være) en inspiration for alle, der ønsker at berige vort lille konforme land med en større forståelse af, hvor vi står og hvor vi burde bevæge os hen.

Med prisen følger 5.000 kr. og et unikt kunstværk, der er fremstillet til lejligheden af Kamilla Jørgensen med titlen SAMPLER. 

Sidste år vandt Forlaget Korridor, og tidligere har Lars Bukdahl og Møllegades Boghandel modtaget prisen, der er opkaldt efter forfatter og forlægger Asger Schnack, der selv holdt tale inden selve afsløringen af vinderen.

Foto: shekufe.com