Endnu en kendt børnebogsforfatter kan nu bryste sig med Silas-prisen, idet Det Danske Akademi netop har offentliggjort Jesper Wung-Sung som kommende prismodtager.
Siden stiftelsen af Silas-Prisen i 1999 af forfatteren Cecil Bødker selv er prisen blevet uddelt i ulige år til en række børnebogsforfattere, som har udmærket sig inden for genren.
Silas-prisen 2019 går til Jesper Wung-Sung, som gennem en årrække har forfattet både voksen- og børnebøger, omend det er hans fortælleevne til børnene, som han honoreres for.
”Han gør det, så man suges ind. Mærkeligt er det så forslugent at læse bøger med så knugende temaer (…) Han kan simpelt hen fortælle”, lyder det blandt andet i akademiets begrundelse.
Jesper Sung-Wung (f. 1971) har modtaget en lang række litterære anerkendelser og nomineringer, heriblandt BogForums Debutantpris 1998, Kulturministeriets Børnebogspris 2010 og Kulturministeriets Forfatterpris 2018.
Med prisen, titlen og æren følger desforuden en erkendtlighed på 50.000 kr., som Jesper Wung-Sung vil få overrakt til Det Danske Akademis årsfest fredag den 29. november på Rungstedlund, hvor også tre andre litterære priser uddeles.
BogMarkedet ønsker tillykke!
Foto: Jacob Nielsen.