Investeringsfirmaet KKR har nu officielt overtaget det store amerikanske forlag Simon & Schuster.

Efter en godkendelsesproces er Paramount Globals salg af det amerikanske forlagshus, Simon & Schuster, til investeringsfirmaet KKR nu bekræftet.

Oprindeligt skulle Simon & Schuster sælges til Penguin Random House, men efter en tur forbi den amerikanske konkurrencestyrelse blev den handel aflyst.

Med handlen er Simon & Schuster det eneste uafhængige større forlag i USA, skriver Shelf Awereness.

– Dette er første gang siden 1975, hvor Simon & Schuster blev solgt til Gulf + Western, at vi står på egne ben, og ikke som en del af et større mediekonglomerat, skriver Simon & Schusters præsident og CEO Jonathan Karp i et brev til personalet, og skriver videre, at man med uafhængigheden og KKR’s kompetencer er blevet sikret de bedste muligheder for at drive forlaget fremad.

– I dag er Simon & Schuster og KKR officielt én familie. Virksomheden er i en stærk position til at gribe kommende muligheder, og vi ser frem til at bygge videre på Simon & Schusters ry om at levere engagerende og overbevisende bøger til læsere over hele verden, udtaler Ted Oberwager fra KKR, hvor han er ansvarlig for bl.a. underholdning og medier.

For tiden hitter Simon & Schuster verden over med Britney Spears selvbiografi, der herhjemme udgives af Politikens Forlag med titlen Min egen stemme.

KKR har betalt 1,62 mia. dollars (11,44 mia. kr. red.) for Simon & Schuster.