Skakten

Endnu et spændende plot fra Lars Kjædegaards hånd. Desværre er der nogle ret alvorlige bummerter der denne gang ødelægger helhedsoplevelsen en del. Drabsefterforskeren Anita Hvid […]

Endnu et spændende plot fra Lars Kjædegaards hånd. Desværre er der nogle ret alvorlige bummerter der denne gang ødelægger helhedsoplevelsen en del.

Drabsefterforskeren Anita Hvid er stærkt mærket af de to voldsomme familiedrab, som hun for tiden efterforsker. Hun henvises derfor til afdelingens psykolog, der dog på mystisk vis forsvinder. Det er kun én ud af mange mærkelige begivenheder, for snart dræbes to politikere også, og med ret særprægede våben.

Anita Hvid og hendes partner (på flere plan) Thor Belling fornemmer en sammenhæng mellem de meget forskellige begivenheder, men hvilken?

Selv om der er førnævnte bummerter i “Skakten”, var det som altid en fornøjelse at læse Kjædegaards krimi, der er nr. otte i serien om drabsefterforskerne Hvid og Belling. Sproget flyder igen let og ubesværet fra forfatterens pen. Personerne er ganske almindelige mennesker, inklusive de politifolk der er involveret i sagen. Kjædegaards univers er støvsuget for tåbelige enspænderbetjente med rod i familieliv og diverse misbrug. Hvid og Belling er som folk er flest. Jeg kunne gå ud på gaden om møde dem, og derfor er de troværdige.

Dialogen er også denne gang helt i top. Samtaler flyder som samtaler flyder mellem nære venner og kolleger. Ikke noget opstillet skriftsprog og kluntede sætninger. Det er som det er, ligesom herude i virkeligheden.

Men når drabsafdelingens chef, Richard Brøssner fortæller at han var ung betjent i 50’erne, og derfor må være tæt på de 80 i den tid hvor “Skakten” foregår, bliver det lidt for mærkeligt. Det samme gør sig gældende for et manglende DNA-spor, som slutningen helt tydeligt viser ikke kan passe. Når man gennem Kjædegaards øvrige forfatterskab har fået slået fast, at forfatteren midt i de hyggelige dialoger og helt normale efterforskere, også har helt styr på sine plots og de mange detaljer der indgår i dem, kan det undre at så åbenlyse fejl som disse er sluppet igennem nåleøjet.

Men, jeg var, trods ovennævnte fejl, lige så godt underholdt som jeg plejer at være i selskab med Kjædegaard, Hvid, Belling og Brøssner. Men en krimi må bare ikke have den slags fejl som “Skakten” er velsignet med, så det koster på stjernehimlen, og derfor må “Skakten” nøjes med tre små stjerner.