Det nye magasin for skribenter er flot men mangler både skriveglæde og journalistisk bearbejdning, ligesom det fremstår lidt græsrodsagtigt, mener BogMarkedets anmelder.
Jeg vil så gerne elske SKRIVERi, for Danmark har brug for et godt magasin for skrivere. Jeg ventede spændt på magasinet, men må (modvilligt) indrømme at jeg blev skuffet.
Målet med magasinet er ifølge lederen at inspirere flere til at skrive og at hjælpe dem, der allerede skriver til at få deres tekster ud at leve blandt læserne. Chefredaktør Jakob Holm byder velkommen og lover, at hvert nummer vil byde på ”en god blanding af inspiration, viden og vejledninger.” Og så et tema, selvfølgelig. Denne gang er det om bibliotekerne og deres formidling af litteratur. Ikke et oplagt tema. Er det mon den bedste måde at inspirere skrivende på? Vi får se.
Skriveglæden, der aldrig kom
Jeg går med forventning i gang med min læsning. Jeg ser frem til at blive inspireret og mærke skriveglæden boble.
Den første artikel handler om Julie Bruhn Højsgaard, der selv har udgivet sin ’Jeg-er-blevet-mor’-bog. Det glæder mig, at det ikke er en ensidig jubelartikel, men at Julie rent faktisk fortæller, hvor stort et arbejde det har været, og oplyser reelle tal om, hvad det har kostet hende, og hvor meget hun har tjent.
Mens jeg venter på at mærke skriveglæden, glæder jeg mig over, hvor pænt bladet er. Virkelig pænt. Jeg hygger mig med en lille voxpop med tre forfattere, hvis bedste (og enstemmige) råd er at skrive. Tredje artikel er søreme også om selvudgivelse. Denne gang om, hvordan man som indieforfatter kan markedsføre sin bog på PUBLIZD.
Jeg begynder at fornemme, at magasinet nok ikke er for alle, der skriver, men måske mere for dem, der skriver og selvudgiver. Personligt gad jeg godt at få nogle af de dér skrivetips, jeg er blevet lovet, inden det udvikler sig til et blad udelukkende om selvudgivelse.
Og hvad blev der af skriveglæden? Den er ikke at finde på de første 20 sider. Det hele virker meget businessfokuseret. Samtidig er der noget græsrodsagtigt over bladet. Det er ikke helt professionelt og til tider en smule selvudgiver-internt. Men som læser skal man også glæde sig over de småting. For eksempel ironien i, at SKRIVERi anbefaler Politikens Håndbog i Nudansk lige efter en artikel, hvor de har brugt vendingen at ’åbne op’.
Det kan man næppe kalde et tema
På side 24 når jeg temaet om biblioteker, og min frygt bliver indfriet. Det er gabende kedeligt. I hvert fald artiklen om eReolen. Egentlig er det forkert at kalde det en artikel, for der er ingen journalistik bearbejdning af materialet. Jeg får ingen oplysninger, som en ferm journalist ikke havde kunne få med i en faktaboks. Og ikke rigtig noget, der fortæller mig, hvad eReolen betyder for mig som skrivende.
SKRIVERi har valgt at lade eksperterne selv skrive de tre artikler i temaet. Det var en fejl i den første, men lidt bedre går det i de næste to om lektørudtalelser og Litteratursiden. Her har skribenterne rent faktisk haft målgruppen får øje.
Men kan tre korte artikler virkelig kaldes et tema? Indtil videre har jeg læst mere om selvudgivelse end om biblioteker.
En stribe fejldisponeringer
SKRIVERi har fået Thomas Glud til at anmelde tre bøger. Jeg er ikke sikker på, at anmeldelser hører til i et magasin for skrivende. Vækker det virkelig skriveglæde at lade anmelderens tunge hammer falde? Jeg synes det ikke.
Og hvorfor bruger man tre sider på en artikel om, hvordan et trykkeri arbejder skrevet af trykkeriets ejer selv? Det er en slet skjult reklame for bladets eget trykkeri uden nogen form for journalistisk bearbejdning. Det fremstår som sider fra et foreningsblad lavet af frivillige, hvor sponsoren har fået lov til at skrive om sig selv.
Jeg er nået til sidste artikel og må indrømme, at jeg er noget skuffet. Men så sker der alligevel noget magisk. Lise Bidstrup og Lotte Garbers formår rent faktisk at vække min skrivelyst! De taler direkte til min skrivetrang og er både konkrete og praktisk med værktøjer og skriveøvelse. Endelig!
Det må kunne gøres bedre
Så hvad er konklusionen? Jeg har talt efter, og på magasinets 70 sider fandt jeg kun skriveglæde tre steder: I et interview med Kim Leine, i Jakob Holms nekrolog over skrivemaskinen, og hos Bidstrup og Garbers med deres skriveværktøjer. Det første nummer handler overraskende lidt om at skrive, men langt mere om at udgive og markedsføre. Måske udgiverne skulle skrive på forsiden, hvad magasinet egentlig er: et magasin til alle, der skriver OG selvudgiver.
Magasinet mangler den stramhed og oplagthed i sproget, der burde være en selvfølge i et magasin om at skrive. Hvor er den journalistiske bearbejdning og redaktørens kritiske øje? Kun interviewet med Leine lader til at have været udsat for dette.
Personligt mener jeg, at der er mere skriveglæde at hente ved at bruge de 99 kroner, bladet koster, på en god roman. Eller ved at abonnere på et af de gode udenlandske magasiner om at skrive som for eksempel Writing Magazine fra England eller Skriva fra Sverige.
Pernille Nørregaard har skrevet bøgerne ’Få din bog ud’ og ’Freelancer’ samt været ghostwriter på en række andre titler. Hun driver hjemmesiden thedivinewriter.com
SKRIVERi er lavet som et samarbejde mellem forlaget Turbine og internetboghandlen Saxo.com. Første nummer udkom i september, og bladet forhandles både som løssalg og i abonnement – trykt og digitalt – blandt andet her.